Når man for eksempel kommer hjem fra sin tredje nattevagt i træk:
– Hov, jeg er vist faldet i søvn henover min taske i bussen.
– Bare jeg ikke er kommet til at prutte…
– Hov, nu sov jeg vist igen. Shit, det her er sgu da mit stop!
– Sulten. Og træt. Har også lyst til frikadeller.
– Skal også lige have de der kontaktlinser ud.
– Ej, jeg spiste jo lige inden, jeg tog fra fødegangen.
– Må prioritere søvn. Skal jo også op til min ørenæsehals-læge i dag. Aftalen ligger desuden aaaalt for tidligt.
– Dyne. Åh, dyne, jeg elsker dig. Kun dig.
– Kontaktlinserne!
– Eeeeeej, men. Man kunne jo være kommet til at sove med dem i, ikk’?
– Zzz.
– Ej, men man hører jo historier. Forfærdelige historier! Med linser, der transporterer sig fuldstændigt hasarderet rundt i øjet. De må ud.
– Højre linse: tjek!
– Venstre linse: tje – FØK!
– FøkkediføkfukfakFØØØK!
– Ventre linse glidet fra mig, da jeg netop skulle have den ud af øjet. Klappede sig sammen som en pandekage og gled gudvedhvorhen. Åh SMERTE! SMEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEERTE!
– Linse tilsyneladende udstyret med lanse. Hakker og borer sig ind i øjet. Blinker som en sindssyg. Tårerne sprøjter ud af mig. Mine øjenvipper står i en sky omkring mig. Og af én eller anden grund får øjensmerter mig også til at hoste.
– Kan man løbe grædende/hostende ind til naboen, og bede dem om at få linse ud?
– Kan ikke lukke øjet uden det føles som om, det er på vej ud af hovedet på mig.
– Spørger facebook til råds. Folk er kloge på facebook.
– Vil. bare. sove.
– Facebook anbefaler øjengymnastik (tjek!), møven med fingrene (tjek!) og øjendråber (ville ikke kunne se de satans små pakker, om de så lå på min næse)
– “kigge nedad?” Ok. Så sætter jeg HBO på mobilen
– The office. Hø. Høhø.
– HOV! Linsen vil se med!!
– FREEDOM!
… Og således gik der lige en time af min virkelig tiltrængte søvn forinden mit lægebesøg. På den lyse side betød det, at jeg var virkelig søvndrukken da jeg kom op til lægen. Dermed nåede jeg (næsten) ikke at blive febrilsk, da han proklamerede, at han ville tage en biopsi fra min hals – og fluks begyndte at pakke store ting og sager ud lige foran mig. Jeg tror ikke, at pædagogik var noget han gik ind for.
Pludselig hev han i hvert fald bare monstrummet frem og sagde “jeg stikker dig nu“, mens jeg var så træt, at jeg stadig var femten sekunder bagud i vores samtale.
Jeg nåede ikke engang at tænke på, hvad der ville ske, hvis den der kanyle nu smuttede fra ham…
Kan du ikke få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM
Ja. Altså, stadig stadig sur, bitter og teenageagtigt fornærmet over de der manglende midler – men nok om dem. For nu.
For i dag var jeg ude til en hjemmefødsel, og mens regnen trommede uregelmæssigt på skråvinduerne, hilste vi i al fredsommelighed en lille, mørkhåret pige velkommen.
Jeg fik – traditionen tro – pletter på tøjet, man helst vil glemme. Og glemte at spise, fordi det var så nyt for mig. Hjemmefødslerne, that is. Ikke det der med at spise. Men altså, jeg blev også godt gammeldags glad. Over enkeltheden. Roen.
Og over, at jeg havde tid til at efterlade en lille note som denne:
Og mens familien lå under dynerne, lagde jeg denne på køkkenbordet, smækkede døren efter mig og gik lidt gladere ud i regnen.
I går var jeg sur, i dag var jeg glad.
Guderne må vide, hvad jeg finder på i morgen.
Der skal jeg i konsultation. Har det med at finde på mærkelige ord, når jeg er der. Sidste gang var det vist tosse-ondt. Eller tonse-ondt? Ingen af delene giver mening.
Tror jeg fik sagt det en ti-femten gange i løbet af dagen.
Ret ringe reklame for fødsler, tror jeg da vist også at det var.
…
Kan du ikke få nok – eller vil du bare vide hvad dagens ord bliver – kan du følge mig på FACEBOOK eller INSTAGRAM
Ja, undskyld.
Jeg ved godt, at mit sidste indlæg også var kritik over mangel og besparelser i sundhedssektoren. Jeg kunne snildt have fokuseret mere på mit eget arbejdsområde, men jeg undlod det helt bevidst.
Det gjorde jeg, fordi jeg nærede et håb om, at det snart ville blive bedre.
Sidste år blev der lovet øremærkede midler i millionklassen til fødeafdelingerne landet over. Dette blandt andet fordi jeg har nogle saglige og seje kolleger rundt omkring, der tog bladet fra munden og berettede om forholdene på landets fødeafdelinger.
Og der blev lovet bod og bedring. Midler og håb.
Men for de, der ikke skulle have bemærket det, er regeringen nu udskiftet, og i går kunne jeg så på jordemoderforeningens hjemmeside læse, at de øremærkede midler der var afset, er tja… tilbagerullet. Du kan læse, hvad jordemoderforeningen skriver her.
Og jeg bliver så træt og sur og mest af alt mismodig.
Jeg blev færdiguddannet for halvandet år siden. Det var januar 2014 og jeg havde brugt tre og et halvt år på at komme til at stå, hvor jeg stod nu. Halvdelen af tiden havde jeg været i praktik. Og jeg mente, at jeg udmærket kendte til den virkelighed, jeg nu skulle være en del af. Jeg havde ingen rosenrøde forestillinger om jordemoderen med jordemodertasken bag på cyklen, om en forgangen tid med små fødeafdelinger eller om at jeg skulle ud og forandre verden.
Jeg skulle ud og gøre dét, jeg var uddannet til.
Sørge for at sunde og raske mødre fik sunde og raske børn i trygge rammer.
Gode fødselsoplevelser.
Ja. Så simpelt kan det nok siges.
Jeg havde også drømme. Selvfølgelig havde jeg det.
Jeg kunne lide det enkle. At se, hvad musik, dæmpet lys eller en rolig stemme kan gøre. Det var sådan en jordemoder, jeg gerne ville være.
Og jeg glædede mig – åh, hvor jeg glædede mig. Som et barn til en lang række juleaftener.
Når jeg så en gravid på gaden, kunne jeg nærmest mærke sommerfuglene baske i min mave.
Jeg var ung og fuld af gåpåmod.
Og nu føler jeg mig ældre. Så meget ældre. Men der er kun gået halvandet år og ethundredetreogtres børn, og jeg føler mig forpustet. Og måske en smule udtømt.
Sidste år bad jeg en stille bøn for flere midler. Fordi jeg hver dag låner min skulder til gråd, min hånd til klem, min tilstedeværelse til tryghed og mit blik til ro. Jeg håbede på flere midler, for at kunne blive ved med at give det samme mange år ud i fremtiden.
Jeg var bekymret for at nå en tid, hvor mine skuldre var blevet for tunge, hvor min hånd lå på min egen pande, min tilstedeværelse var fysisk men ikke mental og mit blik var blevet fjernt.
Nu beder jeg igen.
Vi har skiftende arbejdstempi – bevares, det har jeg altid vidst – men skal stor travlhed være normen, kan jeg mærke, at jordemoderfaget ikke kommer til at blive et fag jeg bliver gammel i, men bare gammel af.
Desværre.
Jeg ser mine kolleger lægge lytterøret og jordemodervirket fra sig. Videreuddanne sig, søge ud, søge væk. Blive sygemeldt eller udbrændt. Det er dyrt og ærgerligt af flere årsager. For udover det meget håndgribelige – pengene – mister vi noget andet, der er mindst lige så vigtigt:
Erfaringen.
Dét, som kun tiden kan lære dig. Jeg er en dygtig jordemoder nu – men hvor er jeg om ti år? Mine mange fødsler har lært mig meget, så hvad ved jeg – hvad kan jeg give videre – når min erfaring er tifoldig? Erfaring gør både mig, mine kolleger og mit arbejdssted rigere, men jeg ser dette guld glide videre til andre græsgange eller ganske enkelt forgå.
Jeg er frusteret over, at vi ikke bare mister de øremærkede midler der var lovet til gravide, fødende og nybagte forældre – men også over, at meget tyder på, at der er flere besparelser på vej.
En krone sparet, er vitterligt ikke en krone tjent. Som jordemoderforeningen skriver, er de nuværende midler ikke en velfærdsstat værdig. Vi kan og bør gøre det meget bedre for fremtidens forældre og børn.
Og mens jordemoderforeningen prøver at tydeliggøre, at her-og-nu-besparelser kan blive dyrere i det lange løb med utilsigtede hændelser, dårlige fødselsoplevelser, sygemeldinger og ringe betingelser for både ansatte og brugere, føles det som om vi bliver mødt af en mur af tal. Knaldrøde tal, der synes uomtvistelige og indiskutable. Men som vi – der arbejder i feltet – finder lige så fjernt fra virkeligheden og behovet, som en rulle gaffatape i stedet for toiletpapir. Selvom de ligner hinanden i form, er det altså sjældent at man kan skifte det ene ud med det andet.
De øremærkede midler var hårdt tiltrængte.
De skulle blandt andet være brugt til, at vi kunne være en jordemoder mere på vagt. Enkelt, ikk’? Omend enkelt, ville det have gjort en mærkbar og vigtig forskel. Det kunne have været med til at løfte kvaliteten på de danske fødeafdelinger for både jordemødre, gravide, fødende og barslende.
Givet færre arbejdsdage, hvor telefonen kan finde på at ringe på alle tider af døgnet, og bede mig forlade min varme seng, min solrige altan eller min familie – og tage på arbejde med det samme. Færre dage, hvor jeg bliver pålagt overarbejde, og helt reelt ikke ved, hvornår jeg kan gå hjem. Drejer det sig om to timer? Eller otte?
Færre af de dage, hvor den ene fødsel i højt tempo afløser den næste, og hvor jeg kan mærke, at hende – den håbefulde jordemoder – jeg var for halvandet år siden, ville have krympet sig.
På lige dele mine, mine kollegers og de vordende familiers vegne.
For halvandet år siden var vi otteogtyve nyuddannede jordemødre, der var klar til dagens dont.
I dag ved jeg at mindst én af os er sygemeldt med stress.
Faste læsere ved, at jeg i juni var et smut forbi lægen.
Den korte historie er, at jeg havde en fundet en knude på halsen. Jeg vidste det selvfølgelig ikke dengang, men det skulle vise sig, at give anledning til en hel kaskade af lægebesøg.
Jeg har det ikke superafslappet med sådan at skulle forbi læger af den ene, anden og tredje slags, men synes dog efterhånden at have fundet et niveau, hvor jeg ikke sveder angstenssved. I hvert fald ikke hver gang jeg sidder i et venteværelse. Og desuden har jeg en grundlæggende tillid til, at jeg er i kompetente hænder.
Jeg har den stadig, den dér tro.
Hvad jeg ikke længere har – okay, aldrig har haft – er respekt for de nedskæringer, der rammer den offentlige sektor.
Alle de gange jeg har været forbi øre-næse-hals-lægen, har dette skilt være noget af det første der mødte mig:
For mig er det her skilt et symptom på, hvad der er galt i vores offentlige sundhedssektor. Og jeg finder det mere bekymrende end min opmærksomhedssyge lymfekirtel.
Det er for sent at begynde at tage overtøjet af, når man er i undersøgelsesrummet
Helt ærligt, hvor lang tid tager den slags? Tredive sekunder? Et minut?
Tid, som jeg for øvrigt altid har anset som værende socialt vigtige.
Du ved; du hilser, knapper jakken op og hænger den på en knage, smalltalker i de sekunder det tager – “hvordan går det siden sidst?” “sikke et vejr!” endelig fredag!” – og det giver dig mulighed for lige at lande, føle dig set.
Er vi virkelig kommet dertil, hvor disse sekunder er sekunder, vi må spare væk? Står det så skidt til?
Måske.
Men er det da ikke en falliterklæring?
Jeg troede ellers ikke, at jeg kunne blive overrasket over noget der hed tidsmangel, når nu jeg til dagligt arbejder dér, hvor det for de fleste starter; nemlig på fødegangen.
Nogle gange føler jeg sgu, at jeg hedder Stress til mellemnavn.
Men måske er den vigtige forskel, at fødsler for det meste tager den tid, en fødsel tager – og det kan være to timer eller to dage. Og at vi er mange, der prøver at lade være med at skynde på den.
Et besøg hos lægen derimod. Det skal jeg love for, at man kan mærke, hvor lang tid skal tage! Tid er penge. Penge er folk, der hurtigt og effektivt kommer igennem systemerne og helst uden alt for meget palaver.
Men helt ærligt; for mig gik det ofte så stærkt, at jeg selv som sundhedspersonale, havde svært ved at følge med. Hvad enten det drejede sig om sygeplejersken på røntgenklinikken, der bad mig trykke mine attributter ind mod en skærm, lægen, der aldrig fortalte mig, hvad vi tog blodprøver for, eller nu dét der åndssvage skilt, de gav mig alt sammen en følelse af, at noget vigtigt var blevet skåret væk;
Det tilsyneladende overflødige.
Tiden til at sætte sig tilrette. Tiden til spørgsmål. Eller forvirring. Til en trøstende gestus eller noget helt fjerde.
Og det gør mig trist, for jeg ved, at der sidder massevis af sundhedspersonale derude, der skatter den tid meget højt. Og som hver dag gør hvad de kan, for at bevare den.
Men den tid tryller desværre ikke de røde tal grønne.
Så længe vi tager udgangspunkt i devisen tid er penge, vil den tid altid give negativt udslag.
De bløde værdier som den tid står for, bliver glemt på bundlinjen, hvor tal og faktabokse synes at være det virkelig vigtige.
Men i mine øjne er den tid vigtig, fordi den giver plads til lige præcis dig.
Og ikke kun den anamnese du kommer med.
Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det. Jeg ved bare, at tid ikke kun er penge.
Var inde og se den nye Mission Impossible.
Dens varighed ligger på den gode (onde?) side af to timer. Og i mange sammenhænge er det jo ikke så lang tid.
Når du har fri om to timer, er det jo nærmest ingenting.
Har du sovet i to timer, føles det som om man lige så godt kunne have ladet være.
Gråzonerne kan være en date, hvor det både kan føles som forsvindende kort tid og langt som et ondt år.
Men ét er sikkert:
Skal du pludselig tisse, så er det meget lang tid.
Der var vel mindst en halv time tilbage, da jeg sad og klemte alle muskler sammen. Også dem i ansigtet.
Så sådan hér ud:
Men det værste kom først lidt senere.
Da jeg kom i tanke om, at jeg havde dem på.
De der opstrammer-strømpebukser på.
Dem, hvor det tager en krig og adskillige, umulige hoftevrik at få dem af.
På det tidspunkt (tispunkt?) begyndte min krop at svede tis.
Jeg sværger.
… og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan den dér film sluttede.
Var alt for koncentreret om ikke at tisse på mine sidemænd.
Kan du ikke få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK og INSTAGRAM
Okay.
Vi kender det jo allesammen godt.
Altså, os, der er single eller har været det.
Når man står dér. Et eller andet sted i det offentlige rum. Det kan være supermarkedet, biblioteket, bussen eller den gustne bodega. Med ret stor sandsynlighed er det faktisk den gustne bodega.
Nåh, men du står der. Og så får du øje på ham.
Du gør dig til på den der helt særligt diskrete måde, hvor din kropsholdning ser fuldstændig afslappet og tiltrækkende ud, mens du i virkeligheden vinkler hofterne, lette venstre fods hæl en smule fra gulvet og giver dig flotte lægge, mens du suger maven ind.
Fra artiklerne i damebladene ved du, at du bør holde øjenkontakten i to sekunder længere end det er naturligt, men i praksis har du næsten ikke nerver til at holde blikket i kun to sekunder. Du vil hellere slå det ned, og gribe hårdt fast om din øl og drikke til du har fundet modet i bunden af flasken.
Og så sker dét, der ellers kun sker i film…
… han kigger op, fanger mit blik og sender mig et par øjne, der ikke er til at aflæse. Han smiler. Rejser sig fra sin plads og går med beslutsomme skridt i min retning. Nej, ikke bare i min retning – direkte hen i mod mig.
Han krydser dansegulvet selvsikkert og helt sikkert beruset, smiler stadig mens han nærmer sig målet.
Det er mig…
Og så går vi lige over til en anden situation. Jeg skal nok vende tilbage til Manden i Baren igen. Jeg lover.
Nåh, næste setting er på mit ungdomsarbejde. Jeg var tjener på en restaturant i tivoli, det var travlt men sjovt arbejde og man mødte masser af mennesker på kryds og tværs af afdelinger.
Kantinen deltes afdelingerne om, og uanset hvornår man fik sin “frokost”pause, var der altid masser af mennesker.
En dag sker det så igen. Filmøjeblikket. Bortset fra at jeg overhovedet ikke havde set eller lagt mærke til den unge mand, før han stod få meter fra mig og med et par lange skridt pludselig er lige foran mig, hiver mig ind til sig i en kæmpe omfavnelse og siger:
Tilbage til Manden i Baren.
Han ser ikke på mine veninder, han hilser ikke da han kommer over til vores bord. Han bryder lige ind i vores samtale og siger:
“Dig kender jeg!” Det var dog den mærkeligste pick-up-line, jeg har hørt. Jeg kigger forundret tilbage. Formår tydeligvis ikke at gribe bolden og siger: “Men, altså, jeg kender ikke dig.” “Jo” “Nej.” “Jo!” “Nej!” “Jo. Gik du ikke på *nævner min folkeskole*?” “Øh. Jo.” Nu meget mystificeret. Husker tilsyneladende intet fra mine folkeskoleår “Ja! Ja, jeg hedder Morten. Jeg gik et par klasser over dig…” “… Der ringer ingen klokke…” “Ej, men JO! Hedder du ikke ….”
(Tilbage til Krammefyren fra Kantinen)
“A-a Amalie?” Siger han da han ser mit forbløffede ansigt
“Du er jo ikke Amalie!”
“Nej, det er helt rigtigt opfanget. Jeg er hendes lillesøster”
Så ja, lige når jeg tror, at jeg besidder mystiske mande-magnet-evner, viser det sig, at det bare er fordi min søster har en stor omgangskreds.
Vi er hverken tvillinger eller født med ellever måneders mellemrum, vi er bare begge to små, brunhårede og med fregner. Og det er tilsyneladende nok til at forvirre venner – men selvfølgelig aldrig veninder.
Jeg kan aldrig finde ud af, hvem det er mest pinligt for, når jeg bliver krammet af mænd, jeg ikke kender. Jeg ender altid med at stå og sige ting som “det skal du slet ikke tænke på”, “Vi ligner også hinanden meget (lidt)”, “Det var jo et dejligt øh kram” og “Jeg skal nok hilse”
Og som om det ikke var nok, så har jeg spurgt min søster.
Det er aldrig sket for hende.
Dengang jeg var barn, havde jeg et iltert og temmeligt eksplosivt temperament.
Jeg kunne blive så spruttende rasende, at jeg kastede med tingene og smækkede med dørene.
Men.
Så blev jeg voksen.
Hvis jeg bliver tilpas rasende nu, begynder jeg bare at græde.
Jeg kan ikke helt afgøre, om det er reelt fremskridt eller ej.
Anyways, det gør ikke så meget, for det er sjældent, at jeg bliver sådan rigtig sur. Og det er endnu mere sjældent, at det sker over for folk, der ikke kender mig godt.
Fremmede møder for det meste Please-Elise og ikke min temperamentsfulde side. Skulle der opstå konflikter, glider jeg faktisk helst af på dem, siger noget neutralt og skifter emne eller forlader lokalet.
Desuden skal der også efterhånden en del til, før mit pis kommer i kog. Jamen, det skal der!
Eller.
Det vil sige, hvis jeg er vågen, skal der en del til.
Hvis du på nogen måde vækker mig i utide – ja, så er sagen en anden…
I forgårs overnattede jeg hjemme hos mine forældre.
Jeg har en følelse af ikke at have sovet særligt længe, og vender og drejer mig uroligt. Drømmer noget om agressive typer, der råber og skaber sig og smadrer ting.
Med en pludselig klarhed vågner jeg op, hjertet pumper hårdt i mit bryst, og jeg er med ét helt bevidst om, at de agressive typer ikke er en drøm, men at de står lige udenfor. Ude på gaden.
En flaske smadres mod asfalten, mens lyden af hult metal, der tæskes igen og igen kastes rungende mellem husmurrene.
De er ved at smadre mine forældres postkasse.
Spyt-mig-i-ansigtet-og-kald-mig-stive-Lis, jeg blev tæsketosset!
Jeg har engang hørt, at når man sover, så sover den del af hjernen, hvor realitetssansen er også. Det er derfor, man kan drømme om helt gakkede ting uden at sætte spørgsmålstegn ved dem.
Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det kan i hvert fald forklare min søvndrukne raseri-reaktion.
Havde pludselig glemt, at jeg kun er halvanden meter høj og faktisk ret bange og konfliktsky.
Ud af sengen hoppede en bjørn, med gale øjne og iltre næver.
Fra soveværelset på første sal flåede jeg vinduet op.
Og ja, jeg må bare minde om, at jeg for ganske få sekunder siden havde ligget og sovet, for mit umiddelbare (og i situationen helt logiske) middel til at skræmme bøller væk, var det samme som når jeg vil skræmme støjende krager væk.
Jeg begyndte at klappe.
Ja.
Det gjorde jeg.
Ja, jeg sagde jo ikke, at mit raseri var særligt rationelt motiveret, vel?
Jeg havde vist nok søvndrukkent forestillet mig, at min små næver på magisk vis ville have lydt som hårde, dybtklingende lussinger, som når min far slår sine håndflader sammen – men i praksis måtte jeg sande, at det snarere var den samme lyd, som når små børn plasker på vandoverfladen.
Mine klap ville ikke engang have været skrækindjagende for en sky gråspurv.
Jeg tror ikke engang, at der var nogen af mændene på gaden, der hørte den svage lyd gennem deres egne gentagne brøl, der lød:
Men heldigvis for mig, var der én eller anden i et af nabohusene, der åbnede døren og råbte, at de skulle forsvinde. For jeg var klar til på amagermanér at brøle “HVA’ VIL I, MAND!”
Råbende gik de videre ned af gaden.
Og jeg gik i seng, mens jeg mumlede, at man skulle have en app på sin mobil, der lød som et pistolskud.
Bjørnen er tydeligvis ikke til at spøge med…
…
Kan du ikke få nok, kan du stalke bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM
Altså.
Jeg havde egentlig tænkt, at jeg i dag ville have skrevet et indlæg om, hvorfor jeg med jævne mellemrum får kæmpekrammere af fremmede mænd.
Men det gemmer jeg til en anden dag.
For i går sad jeg og planlagde en kommende ferie med to veninder, da mobilen pludselig sagde *PLING!*
Jeg erkender blankt, at jeg efterhånden har smidt alt hvad der hedder mobilpli i glemmebogen, og derfor kunne jeg ikke afstå fra at sende et lille lynglimt i telefonens retning.
En besked fra Tinder? Uhahadada. Spændende. (Ja, jeg er med på Tinderdillen. Hvor længe endnu ved jeg dog ikke.)
Jeg tøvede lidt, da jeg så, at det var fra én, jeg skrev sammen med for to måneder siden.
Vi mødtes aldrig, og jeg lod det fade ud, eftersom han var typen, der ih og åh så gerne ville mødes, men ikke kunne overskue at ses om eftermiddagen, hvis han havde et møde om formiddagen. Så må tilværelsen altså være lidt kedelig. I hvert fald for kedelig til mig.
Desuden var han også den forvirrede type, der lige pludselig kom til at underskrive sig “Kram Christian”. Det er jo egentlig fint nok. Hvis man ser bort fra, at han ifølge Tinder hed Niels.
Stakkels forvirrede type.
Netdating kan jo være svært.
Nåh, men nu lå der så en besked, dér og plirrede med øjnene til mig.
Jeg tænkte, at det måske var en forsmået “det-er-ikke-meget-man-hører-fra-dig-mere”-besked. Men åh, jeg tog fejl.
Beskeden lå dér i al sin glans.
Spørgsmålet var lige så enkelt som det var malplaceret:
– HVORNÅR VIL DU BOLLE?
Altså, det er jo ikke fordi den slags beskeder er uhørt – vel nærmest tværtimod. På tinder vrimler det med folk, der er kun er på af én grund. Troede nu alligevel, at jeg var god til at frasortere dem hurtigt.
Og forresten; virker den slags beskeder for nogen? overhovedet?
Hvad regner man med, at få som svar? Nu? Onsdag kl. 16.27? Hvis du ikke skal til møde klokken 9?
Jeg blev bare mismodig på hans vegne – og på egne.
Og svarede forøvrigt ærligt, at såfremt han mente med ham, var svaret aldrig.
Men altså.
Mænd.
Troede faktisk, at jeg var blevet rimelig effektiv til at navigere rundt om tosserne. Altså; med erfaring, that is. For jeg har jo næsten allerede datet dem allesammen:
Den overromantiske, Den omklamrende, Feederen, Den grædende, Den ubeslutsomme, Den ufølsomme, Stalkeren, Den overivrige, Den pinlige og jeg kunne blive ved. Hvis ret skal være ret, var der dog flere, der tilfaldt mere end én kategori.
Men altså, hvor gemmer de almindelige mænd sig?
Og hvorfor fylder de mærkelige så meget mere end dem?
Når man får pikbeskeder (som den interessante jeg fik i morges), så får jeg sgu lidt lyst til at give op, glemme alt om mænd og parforhold og gå direkte til kattedamestatussen.
Men ok. Man bør jo ikke opgive håbet.
Kødmarkedet er ikke en dans på roser – men kattemarkedet har kattebakker.
Som jeg skrev til PikManden: “Held og lykke på datingmarkedet. Blind høne finder jo også korn engang imellem.”
Men spørgsmålet er bare – hvor?
Og kan man blive fri for de mærkelige dér?
Hvis I ved det, så kom frit frem med de gode råd. For jeg er lige kommet i tanke om, at jeg ikke må have dyr i lejligheden, så min backup-plan er røget.
Kan du ikke få nok, kan du stalke bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM
Forleden dag sad vi nogle stykker på arbejdet og talte om det. I ved, dét. Nej, for helvede, ikke dét det.
Men altså det; blikket.
Blikket, man sender tværs gennem lokalet, og som gerne skulle sige noget i stil med:
“Psst, se mig. Denne mystiske og spændende kvinde, med de forførende øjne og den lille krusning på læberne, klar til et hjerteligt smil. Kom her hen, pæne mand, kom her heeeeeeen. Nu.”
Eller:
“Wow, se mig. Se, hvor sjovt jeg har det. Nej, hvor jeg ler en perlende latter og hviler i mig selv. Kom for helvede her hen.”
Eller endelig:
“For føk. Nu kan jeg da ikke gøre det mere indlysende. Kom nu herhen og introducér dig selv!”
Vi kender allesammen blikket – og ja, smilet der hører til. Dét som indbyder til samtale og flirt. Men hvordan det lige ser ud, det er en helt anden sag.
Jeg troede længe, at jeg da havde sådan ret godt styr på mine ansigtsfolder. Herregud, jeg er da også bare et menneske – og jeg har da brugt min del af tid foran spejlet på at iagtage… tja, mig selv. Og havde da en helt klar formodning om, at jeg vidste, præcis hvad der skete med min udstråling, når jeg trak lidt på en muskel her og der.
Denne formodning blev godt nok en smule arret, engang på en mørk bar, da jeg sad og sendte mit mystiske blik ud i lokalet. Min veninde vendte pludselig tilbage fra dansegulvet, kiggede mig lige i øjnene og råbte gennem musikken:
“Hvorfor ser du så skidesur ud?”
Men altså. Der var jo mørkt på den bar, ikk’? Og hun var jo fuld. Og fair nok, det var jeg også. Måske havde jeg bare ikke helt styr på ansigtsmuskulaturen lige præcis nu. Måske så hun bare dårligt.
Det var i hvert fald, hvad jeg rationerede mig frem til, og jeg og mine blikke levede videre lykkeligt uvidende.
… men så fik jeg en smartphone.
Den kunne ellers ting og sager, som min gamle samsung ikke kunne.
Og ja, den kunne for eksempel tage selfies.
Og så skal jeg ellers love for, at jeg fik syn for sagen.
Råt for usødet.
Du tager et lille uskyldigt billede, hvor du smiler sødt og på én eller anden måde, sker der det i transformationen fra du hører det lille *klik* og billedet fryser og bliver spejlvendt, til du ser dig selv, at du er blevet
a) manisk i udtrykket
b) skidesur
c) op til flere dobbelthager/dobbeltfolder rigere
d) har fået et doven øje
Og det hér er jo endda de korrigerede blikke, hvor jeg har siddet og ændret vinkler og filtre og åbnet højre øje til det er lige så stort som venstre.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mine blikke ser ud i virkeligheden!
Så hvad siger I? Hvordan ser jeres blikke ud – og virker de? Og er der nogen, der tager modige shortcuts og simpelthen bare starter en samtale selv?
Det prøvede jeg engang, og henvendte mig til en fyr der sad lidt alene ved et bord. Min mund have løbet fra min hjerne, for pludselig havde jeg på onkelmanér kvækket:
