Om tid og penge

Om manglende midler

Ja, undskyld.
Jeg ved godt, at mit sidste indlæg også var kritik over mangel og besparelser i sundhedssektoren. Jeg kunne snildt have fokuseret mere på mit eget arbejdsområde, men jeg undlod det helt bevidst.

Det gjorde jeg, fordi jeg nærede et håb om, at det snart ville blive bedre.

Sidste år blev der lovet øremærkede midler i millionklassen til fødeafdelingerne landet over. Dette blandt andet fordi jeg har nogle saglige og seje kolleger rundt omkring, der tog bladet fra munden og berettede om forholdene på landets fødeafdelinger.
Og der blev lovet bod og bedring. Midler og håb.
Men for de, der ikke skulle have bemærket det, er regeringen nu udskiftet, og i går kunne jeg så på jordemoderforeningens hjemmeside læse, at de øremærkede midler der var afset, er tja… tilbagerullet. Du kan læse, hvad jordemoderforeningen skriver her.

Og jeg bliver så træt og sur og mest af alt mismodig.

Jeg blev færdiguddannet for halvandet år siden. Det var januar 2014 og jeg havde brugt tre og et halvt år på at komme til at stå, hvor jeg stod nu. Halvdelen af tiden havde jeg været i praktik. Og jeg mente, at jeg udmærket kendte til den virkelighed, jeg nu skulle være en del af. Jeg havde ingen rosenrøde forestillinger om jordemoderen med jordemodertasken bag på cyklen, om en forgangen tid med små fødeafdelinger eller om at jeg skulle ud og forandre verden.
Jeg skulle ud og gøre dét, jeg var uddannet til.
Sørge for at sunde og raske mødre fik sunde og raske børn i trygge rammer.
Gode fødselsoplevelser.
Ja. Så simpelt kan det nok siges.
Jeg havde også drømme. Selvfølgelig havde jeg det.
Jeg kunne lide det enkle. At se, hvad musik, dæmpet lys eller en rolig stemme kan gøre. Det var sådan en jordemoder, jeg gerne ville være.
Og jeg glædede mig – åh, hvor jeg glædede mig. Som et barn til en lang række juleaftener.
Når jeg så en gravid på gaden, kunne jeg nærmest mærke sommerfuglene baske i min mave.
Jeg var ung og fuld af gåpåmod.

Og nu føler jeg mig ældre. Så meget ældre. Men der er kun gået halvandet år og ethundredetreogtres børn, og jeg føler mig forpustet. Og måske en smule udtømt.

image

Sidste år bad jeg en stille bøn for flere midler. Fordi jeg hver dag låner min skulder til gråd, min hånd til klem, min tilstedeværelse til tryghed og mit blik til ro. Jeg håbede på flere midler, for at kunne blive ved med at give det samme mange år ud i fremtiden.
Jeg var bekymret for at nå en tid, hvor mine skuldre var blevet for tunge, hvor min hånd lå på min egen pande, min tilstedeværelse var fysisk men ikke mental og mit blik var blevet fjernt.
Nu beder jeg igen.

Vi har skiftende arbejdstempi – bevares, det har jeg altid vidst – men skal stor travlhed være normen, kan jeg mærke, at jordemoderfaget ikke kommer til at blive et fag jeg bliver gammel i, men bare gammel af.
Desværre.
Jeg ser mine kolleger lægge lytterøret og jordemodervirket fra sig. Videreuddanne sig, søge ud, søge væk. Blive sygemeldt eller udbrændt. Det er dyrt og ærgerligt af flere årsager. For udover det meget håndgribelige – pengene – mister vi noget andet, der er mindst lige så vigtigt:
Erfaringen.
Dét, som kun tiden kan lære dig. Jeg er en dygtig jordemoder nu – men hvor er jeg om ti år? Mine mange fødsler har lært mig meget, så hvad ved jeg – hvad kan jeg give videre – når min erfaring er tifoldig? Erfaring gør både mig, mine kolleger og mit arbejdssted rigere, men jeg ser dette guld glide videre til andre græsgange eller ganske enkelt forgå.

Jeg er frusteret over, at vi ikke bare mister de øremærkede midler der var lovet til gravide, fødende og nybagte forældre – men også over, at meget tyder på, at der er flere besparelser på vej.
En krone sparet, er vitterligt ikke en krone tjent. Som jordemoderforeningen skriver, er de nuværende midler ikke en velfærdsstat værdig. Vi kan og bør gøre det meget bedre for fremtidens forældre og børn.
Og mens jordemoderforeningen prøver at tydeliggøre, at her-og-nu-besparelser kan blive dyrere i det lange løb med utilsigtede hændelser, dårlige fødselsoplevelser, sygemeldinger og ringe betingelser for både ansatte og brugere, føles det som om vi bliver mødt af en mur af tal. Knaldrøde tal, der synes uomtvistelige og indiskutable. Men som vi – der arbejder i feltet – finder lige så fjernt fra virkeligheden og behovet, som en rulle gaffatape i stedet for toiletpapir. Selvom de ligner hinanden i form, er det altså sjældent at man kan skifte det ene ud med det andet.
De øremærkede midler var hårdt tiltrængte.
De skulle blandt andet være brugt til, at vi kunne være en jordemoder mere på vagt. Enkelt, ikk’? Omend enkelt, ville det have gjort en mærkbar og vigtig forskel. Det kunne have været med til at løfte kvaliteten på de danske fødeafdelinger for både jordemødre, gravide, fødende og barslende.
Givet færre arbejdsdage, hvor telefonen kan finde på at ringe på alle tider af døgnet, og bede mig forlade min varme seng, min solrige altan eller min familie – og tage på arbejde med det samme. Færre dage, hvor jeg bliver pålagt overarbejde, og helt reelt ikke ved, hvornår jeg kan gå hjem. Drejer det sig om to timer? Eller otte?
Færre af de dage, hvor den ene fødsel i højt tempo afløser den næste, og hvor jeg kan mærke, at hende – den håbefulde jordemoder – jeg var for halvandet år siden, ville have krympet sig.
På lige dele mine, mine kollegers og de vordende familiers vegne.

For halvandet år siden var vi otteogtyve nyuddannede jordemødre, der var klar til dagens dont.
I dag ved jeg at mindst én af os er sygemeldt med stress.

Vi må gøre noget.

 

Blev du nysgerrig, kan du følge bloggen på FACEBOOK og INSTAGRAM

4 kommentarer

  • […] dygtige jordemoder- og bloggerkollega Sort på Hvidt beskrev det selv rigtig fint forleden i et blog indlæg: “…men skal stor travlhed være normen, kan jeg mærke, at jordemoderfaget ikke kommer […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stina

    Kære Eline. Tak for de ord, som så rammende beskriver de følelser og bekymringer, jeg som jordemoder også går rundt med. Du rammer plet og det kan mærkes i jordemoderhjertet, når jeg læser det. Jeg håber, at vi kan få vendt skuden ved fortsat at råbe op og gøre opmærksom. Jeg har delt dit link på Facebook og håber at der er ok med dig. Tak!
    Kram fra jordemoder Stina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sortpahvidt

      Kære Stina,
      Selvfølgelig må du dele på facebook. Jeg bryder mig egentlig ikke om at råbe op, men noget må jo gøres, hvis vi skal håbe på forbedringer. Og tak for dine pæne ord om indlægget, jeg er på sin vis glad for at ramme plet – omend emnet gør, at det er med blandede følelser.
      Kram medjordemoder Eline

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • sortpahvidt

      Tak! (Tror jeg nok, emnet taget taget i betragtning…) ja, det næste bliver vel, at vi på vores arbejdsområde, beder folk tage bukserne af, mens de venter!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om tid og penge