Når man dater…

… eller i hvert fald gerne vil.

Forleden dag sad vi nogle stykker på arbejdet og talte om det. I ved, dét. Nej, for helvede, ikke dét det.
Men altså det; blikket.
Blikket, man sender tværs gennem lokalet, og som gerne skulle sige noget i stil med:

“Psst, se mig. Denne mystiske og spændende kvinde, med de forførende øjne og den lille krusning på læberne, klar til et hjerteligt smil. Kom her hen, pæne mand, kom her heeeeeeen. Nu.”

Eller:

“Wow, se mig. Se, hvor sjovt jeg har det. Nej, hvor jeg ler en perlende latter og hviler i mig selv. Kom for helvede her hen.”

Eller endelig:

“For føk. Nu kan jeg da ikke gøre det mere indlysende. Kom nu herhen og introducér dig selv!”

Vi kender allesammen blikket – og ja, smilet der hører til. Dét som indbyder til samtale og flirt. Men hvordan det lige ser ud, det er en helt anden sag.
Jeg troede længe, at jeg da havde sådan ret godt styr på mine ansigtsfolder. Herregud, jeg er da også bare et menneske – og jeg har da brugt min del af tid foran spejlet på at iagtage… tja, mig selv. Og havde da en helt klar formodning om, at jeg vidste, præcis hvad der skete med min udstråling, når jeg trak lidt på en muskel her og der.
Denne formodning blev godt nok en smule arret, engang på en mørk bar, da jeg sad og sendte mit mystiske blik ud i lokalet. Min veninde vendte pludselig tilbage fra dansegulvet, kiggede mig lige i øjnene og råbte gennem musikken:

“Hvorfor ser du så skidesur ud?”

Men altså. Der var jo mørkt på den bar, ikk’? Og hun var jo fuld. Og fair nok, det var jeg også. Måske havde jeg bare ikke helt styr på ansigtsmuskulaturen lige præcis nu. Måske så hun bare dårligt.
Det var i hvert fald, hvad jeg rationerede mig frem til, og jeg og mine blikke levede videre lykkeligt uvidende.

… men så fik jeg en smartphone.
Den kunne ellers ting og sager, som min gamle samsung ikke kunne.
Og ja, den kunne for eksempel tage selfies.
Og så skal jeg ellers love for, at jeg fik syn for sagen.
Råt for usødet.
Du tager et lille uskyldigt billede, hvor du smiler sødt og på én eller anden måde, sker der det i transformationen fra du hører det lille *klik* og billedet fryser og bliver spejlvendt, til du ser dig selv, at du er blevet

a) manisk i udtrykket
b) skidesur
c) op til flere dobbelthager/dobbeltfolder rigere
d) har fået et doven øje

Og det hér er jo endda de korrigerede blikke, hvor jeg har siddet og ændret vinkler og filtre og åbnet højre øje til det er lige så stort som venstre.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mine blikke ser ud i virkeligheden!

Så hvad siger I? Hvordan ser jeres blikke ud – og virker de? Og er der nogen, der tager modige shortcuts og simpelthen bare starter en samtale selv?
Det prøvede jeg engang, og henvendte mig til en fyr der sad lidt alene ved et bord. Min mund have løbet fra min hjerne, for pludselig havde jeg på onkelmanér kvækket:

“Hva’? Lugter du!?”

Vi gik faktisk på date efterfølgende…