Om tid og penge

Faste læsere ved, at jeg i juni var et smut forbi lægen.
Den korte historie er, at jeg havde en fundet en knude på halsen. Jeg vidste det selvfølgelig ikke dengang, men det skulle vise sig, at give anledning til en hel kaskade af lægebesøg.

Jeg har det ikke superafslappet med sådan at skulle forbi læger af den ene, anden og tredje slags, men synes dog efterhånden at have fundet et niveau, hvor jeg ikke sveder angstenssved. I hvert fald ikke hver gang jeg sidder i et venteværelse. Og desuden har jeg en grundlæggende tillid til, at jeg er i kompetente hænder.
Jeg har den stadig, den dér tro.
Hvad jeg ikke længere har – okay, aldrig har haft – er respekt for de nedskæringer, der rammer den offentlige sektor.
Alle de gange jeg har været forbi øre-næse-hals-lægen, har dette skilt være noget af det første der mødte mig:

 

For mig er det her skilt et symptom på, hvad der er galt i vores offentlige sundhedssektor. Og jeg finder det mere bekymrende end min opmærksomhedssyge lymfekirtel.

Det er for sent at begynde at tage overtøjet af, når man er i undersøgelsesrummet

Helt ærligt, hvor lang tid tager den slags? Tredive sekunder? Et minut?
Tid, som jeg for øvrigt altid har anset som værende socialt vigtige.
Du ved; du hilser, knapper jakken op og hænger den på en knage, smalltalker i de sekunder det tager – “hvordan går det siden sidst?” “sikke et vejr!” endelig fredag!” – og det giver dig mulighed for lige at lande, føle dig set.
Er vi virkelig kommet dertil, hvor disse sekunder er sekunder, vi må spare væk? Står det så skidt til?
Måske.
Men er det da ikke en falliterklæring?

Jeg troede ellers ikke, at jeg kunne blive overrasket over noget der hed tidsmangel, når nu jeg til dagligt arbejder dér, hvor det for de fleste starter; nemlig på fødegangen.
Nogle gange føler jeg sgu, at jeg hedder Stress til mellemnavn.
Men måske er den vigtige forskel, at fødsler for det meste tager den tid, en fødsel tager – og det kan være to timer eller to dage. Og at vi er mange, der prøver at lade være med at skynde på den.

Et besøg hos lægen derimod. Det skal jeg love for, at man kan mærke, hvor lang tid skal tage! Tid er penge. Penge er folk, der hurtigt og effektivt kommer igennem systemerne og helst uden alt for meget palaver.
Men helt ærligt; for mig gik det ofte så stærkt, at jeg selv som sundhedspersonale, havde svært ved at følge med. Hvad enten det drejede sig om sygeplejersken på røntgenklinikken, der bad mig trykke mine attributter ind mod en skærm, lægen, der aldrig fortalte mig, hvad vi tog blodprøver for, eller nu dét der åndssvage skilt, de gav mig alt sammen en følelse af, at noget vigtigt var blevet skåret væk;

Det tilsyneladende overflødige.

Tiden til at sætte sig tilrette. Tiden til spørgsmål. Eller forvirring. Til en trøstende gestus eller noget helt fjerde.
Og det gør mig trist, for jeg ved, at der sidder massevis af sundhedspersonale derude, der skatter den tid meget højt. Og som hver dag gør hvad de kan, for at bevare den.
Men den tid tryller desværre ikke de røde tal grønne.
Så længe vi tager udgangspunkt i devisen tid er penge, vil den tid altid give negativt udslag.
De bløde værdier som den tid står for, bliver glemt på bundlinjen, hvor tal og faktabokse synes at være det virkelig vigtige.
Men i mine øjne er den tid vigtig, fordi den giver plads til lige præcis dig.
Og ikke kun den anamnese du kommer med.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det. Jeg ved bare, at tid ikke kun er penge.

Tid er – og bør være – så meget andet.

Så hvad skal vi gøre? Hvad synes du?

Kan du ikke få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK og INSTAGRAM