Bjørnen sover. Ikke.

Dengang jeg var barn, havde jeg et iltert og temmeligt eksplosivt temperament.
Jeg kunne blive så spruttende rasende, at jeg kastede med tingene og smækkede med dørene.

Men.
Så blev jeg voksen.
Hvis jeg bliver tilpas rasende nu, begynder jeg bare at græde.
Jeg kan ikke helt afgøre, om det er reelt fremskridt eller ej.
Anyways, det gør ikke så meget, for det er sjældent, at jeg bliver sådan rigtig sur. Og det er endnu mere sjældent, at det sker over for folk, der ikke kender mig godt.
Fremmede møder for det meste Please-Elise og ikke min temperamentsfulde side. Skulle der opstå konflikter, glider jeg faktisk helst af på dem, siger noget neutralt og skifter emne eller forlader lokalet.
Desuden skal der også efterhånden en del til, før mit pis kommer i kog. Jamen, det skal der!

Eller.
Det vil sige, hvis jeg er vågen, skal der en del til.
Hvis du på nogen måde vækker mig i utide – ja, så er sagen en anden…

I forgårs overnattede jeg hjemme hos mine forældre.
Jeg har en følelse af ikke at have sovet særligt længe, og vender og drejer mig uroligt. Drømmer noget om agressive typer, der råber og skaber sig og smadrer ting.
Med en pludselig klarhed vågner jeg op, hjertet pumper hårdt i mit bryst, og jeg er med ét helt bevidst om, at de agressive typer ikke er en drøm, men at de står lige udenfor. Ude på gaden.
En flaske smadres mod asfalten, mens lyden af hult metal, der tæskes igen og igen kastes rungende mellem husmurrene.
De er ved at smadre mine forældres postkasse.
Spyt-mig-i-ansigtet-og-kald-mig-stive-Lis, jeg blev tæsketosset!

Jeg har engang hørt, at når man sover, så sover den del af hjernen, hvor realitetssansen er også. Det er derfor, man kan drømme om helt gakkede ting uden at sætte spørgsmålstegn ved dem.
Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det kan i hvert fald forklare min søvndrukne raseri-reaktion.
Havde pludselig glemt, at jeg kun er halvanden meter høj og faktisk ret bange og konfliktsky.
Ud af sengen hoppede en bjørn, med gale øjne og iltre næver.

Fra soveværelset på første sal flåede jeg vinduet op.
Og ja, jeg må bare minde om, at jeg for ganske få sekunder siden havde ligget og sovet, for mit umiddelbare (og i situationen helt logiske) middel til at skræmme bøller væk, var det samme som når jeg vil skræmme støjende krager væk.
Jeg begyndte at klappe.
Ja.
Det gjorde jeg.
Ja, jeg sagde jo ikke, at mit raseri var særligt rationelt motiveret, vel?
Jeg havde vist nok søvndrukkent forestillet mig, at min små næver på magisk vis ville have lydt som hårde, dybtklingende lussinger, som når min far slår sine håndflader sammen – men i praksis måtte jeg sande, at det snarere var den samme lyd, som når små børn plasker på vandoverfladen.
Mine klap ville ikke engang have været skrækindjagende for en sky gråspurv.
Jeg tror ikke engang, at der var nogen af mændene på gaden, der hørte den svage lyd gennem deres egne gentagne brøl, der lød:

“VISMADRERJERESHJEMVISMADRERJERESHJEMVISMADRERJERESHJEM!”

Men heldigvis for mig, var der én eller anden i et af nabohusene, der åbnede døren og råbte, at de skulle forsvinde. For jeg var klar til på amagermanér at brøle “HVA’ VIL I, MAND!”
Råbende gik de videre ned af gaden.
Og jeg gik i seng, mens jeg mumlede, at man skulle have en app på sin mobil, der lød som et pistolskud.

Bjørnen er tydeligvis ikke til at spøge med…

…

Kan du ikke få nok, kan du stalke bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM