Når man dater de mærkelige…

Altså.
Jeg havde egentlig tænkt, at jeg i dag ville have skrevet et indlæg om, hvorfor jeg med jævne mellemrum får kæmpekrammere af fremmede mænd.
Men det gemmer jeg til en anden dag.

For i går sad jeg og planlagde en kommende ferie med to veninder, da mobilen pludselig sagde *PLING!*
Jeg erkender blankt, at jeg efterhånden har smidt alt hvad der hedder mobilpli i glemmebogen, og derfor kunne jeg ikke afstå fra at sende et lille lynglimt i telefonens retning.

En besked fra Tinder? Uhahadada. Spændende. (Ja, jeg er med på Tinderdillen. Hvor længe endnu ved jeg dog ikke.)
Jeg tøvede lidt, da jeg så, at det var fra én, jeg skrev sammen med for to måneder siden.
Vi mødtes aldrig, og jeg lod det fade ud, eftersom han var typen, der ih og åh så gerne ville mødes, men ikke kunne overskue at ses om eftermiddagen, hvis han havde et møde om formiddagen. Så må tilværelsen altså være lidt kedelig. I hvert fald for kedelig til mig.
Desuden var han også den forvirrede type, der lige pludselig kom til at underskrive sig “Kram Christian”. Det er jo egentlig fint nok. Hvis man ser bort fra, at han ifølge Tinder hed Niels.
Stakkels forvirrede type.
Netdating kan jo være svært.

Nåh, men nu lå der så en besked, dér og plirrede med øjnene til mig.
Jeg tænkte, at det måske var en forsmået “det-er-ikke-meget-man-hører-fra-dig-mere”-besked. Men åh, jeg tog fejl.
Beskeden lå dér i al sin glans.
Spørgsmålet var lige så enkelt som det var malplaceret:

– HVORNÅR VIL DU BOLLE?

Altså, det er jo ikke fordi den slags beskeder er uhørt – vel nærmest tværtimod. På tinder vrimler det med folk, der er kun er på af én grund. Troede nu alligevel, at jeg var god til at frasortere dem hurtigt.
Og forresten; virker den slags beskeder for nogen? overhovedet?
Hvad regner man med, at få som svar? Nu? Onsdag kl. 16.27? Hvis du ikke skal til møde klokken 9?
Jeg blev bare mismodig på hans vegne – og på egne.
Og svarede forøvrigt ærligt, at såfremt han mente med ham, var svaret aldrig.
Men altså.
Mænd.

Troede faktisk, at jeg var blevet rimelig effektiv til at navigere rundt om tosserne. Altså; med erfaring, that is. For jeg har jo næsten allerede datet dem allesammen:
Den overromantiske, Den omklamrende, Feederen, Den grædende, Den ubeslutsomme, Den ufølsomme,  Stalkeren, Den overivrige, Den pinlige og jeg kunne blive ved. Hvis ret skal være ret, var der dog flere, der tilfaldt mere end én kategori.
Men altså, hvor gemmer de almindelige mænd sig?
Og hvorfor fylder de mærkelige så meget mere end dem?

Når man får pikbeskeder (som den interessante jeg fik i morges), så får jeg sgu lidt lyst til at give op, glemme alt om mænd og parforhold og gå direkte til kattedamestatussen.

Men ok. Man bør jo ikke opgive håbet.
Kødmarkedet er ikke en dans på roser – men kattemarkedet har kattebakker.
Som jeg skrev til PikManden: “Held og lykke på datingmarkedet. Blind høne finder jo også korn engang imellem.”

Men spørgsmålet er bare – hvor?
Og kan man blive fri for de mærkelige dér?

Hvis I ved det, så kom frit frem med de gode råd. For jeg er lige kommet i tanke om, at jeg ikke må have dyr i lejligheden, så min backup-plan er røget.

 

Kan du ikke få nok, kan du stalke bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM