Når man dater… helt spontant?

Det var fredag og frokosttid.

Solen skinnede, der var forår i luften og selvom jeg havde havde haft travlt, var jeg i et fortræffeligt humør. Jeg var på vej fra kantinen over til jordemodercentret med en – okay lad mig være ærlig – svingende portion pulled pork. Ej men altså, bare fordi man er kvinde, kan man vel godt være inkarneret kødæder, kan man ikke?

Nåh, men bedst som jeg går dér og glor på genspejlingen af mig selv i ruderne (ja, det gør vi da alle sammen, ikk’?), og tænker, at man da nærmest allerede kan se, at jeg gav mig selv tæsk med min impulsindkøbte kettlebell i går… får jeg øje på en anden.
En anden, der rent ud sagt også glor.
Jeg overvejer først, om han måske bare glor på sig selv, men så må han vist være ualmindeligt skeløjet. Nej, han glor. På mig.
Jeg spekulerer lidt på om det monstro er min mandeportion eller mine kettlebell-ben han beundrer, og synes faktisk at uanset hvad, så er det sgu lidt mærkeligt.
Det var da alle mødres første formaning, at man ikke må gå og glo på fremmede, var det ikke?
Eftersom han blev ved, blev jeg lidt paranoid. Jeg havde lige siddet i fire timer og talt med gravide – havde jeg svedpletter under armene eller en tandpastaplet i panden?

Ligesom jeg skulle til at dreje op mod jordemodercentret, stoppede han mig så og spurgte:

Jeg blev ærlig talt noget paf. Og tænkte, at de der kettlebells godt nok havde en hurtig effekt!
Egentlig vurderede jeg, at der ikke var det store potentiale. For det første fordi han nok var en ti-femten år ældre end mig og for det andet fordi han typemæssigt lå langt væk fra de mænd, jeg ellers bliver tiltrukket af.

Men altså, han var sgu modig. Og jeg var som sagt paf.
Og så tænkte jeg Nåh ja, en kop kaffe kan vel ikke skade, vel?
Og derfor endte jeg med at sige ja tak.
Folk skal jo honoreres for deres mod, skal de ikke? Tænk sådan at være blevet interesseret i en pige og så bare gøre noget ved sagen? Sådan helt spontant – Respekt!

Jeg blev dog en smule loren, da han allerede i det sekund jeg havde givet mit nummer, spurgte om jeg kunne komme med et forslag til hvornår vi skulle ses.
Altså, jeg havde lige talt med og booket aftaler for syv gravide – jeg vidste knap nok hvilken ugedag vi havde! Og både hoved og mave skreg efter min tallerken med pulled pork.
Jeg sagde, at det vidste jeg ikke, men nu havde han jo mit nummer, så kunne vi se…

Lidt euforisk delte jeg min overraskelse over spontane mænd på facebook. Der gik lige præcis en halv time, så havde en dusin kvinder hujet over impulsive mænd, men en enkelt havde også skrevet: “Det var vel ikke den creepy gartner?”
Notat til mig selv: hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det det muligvis også!
Det viste sig nemlig, at den mystiske gartner var knap så spontan, som jeg troede. Han gik simpelthen rundt og metodisk spurgte kvinder ud på denne måde!
Uden at jeg havde fortalt hvordan min spontane date var gået til, kunne min kollega nemlig fortælle hvordan selv samme mand med selv samme ord havde spurgt hende ud på præcis samme måde. Flere gange. Sidste gang da hun var højgravid!
Hm, så gik lidt af luften sgu af dén ballon!

Det er selvfølgelig helt forventeligt, at mænd har inviteret andre kvinder ud før, og det synes jeg da er helt fint. Men hvis man begynder at få tilnavne, så må man sgu ændre taktik. Eller som minimum finde på en ny replik.

Jeg endte derfor med at takke pænt nej tak men tak for tilbuddet til dén kop kaffe.
Jeg ville ellers gerne have omfavnet hverdagens spontanitet lidt mere.
Men det kræver selvfølgelig, at spontaniteten jo er spontan!

Hvad siger I?
Var det ikke mærkeligt, eller er jeg bare blevet sippet på mine gamle dage?

…

Du kan følge bloggen og hverdagens gråtoner på FACEBOOK og/eller INSTAGRAM