Pas på, Zombien kommer

Altså, jeg har intet problem med at stå tidligt op.
Overhovedet.
Hvis bare samfundet og jeg kan blive enige om, at “tidligt” betyder omkring klokken 09.00.
Og det kan vi vist ikke.

Der var engang, hvor jeg stod op klokken seks hver dag. Og når jeg en sjælden gang snoozede, så var det i tre minutter. Hverken mere eller mindre.
Men der var også engang, hvor jeg havde mælketænder.
Og jeg tror, at begge dele dele er væk for altid.

Det har naturligvis ikke hjulpet, at jeg på Barselsgangen mestendels har haft nattevagter. Så får man altså et meget forkludret forhold til morgenerne som de nye nætter.

Men, men.
Nu er jeg blevet vikar på et sygehus, der ligger… pænt langt væk.
I går skulle jeg så i dagvagt.
Den slags starter klokken 7.
Det betyder, at jeg skulle forlade den mørke, lune lejlighed klokken 04.29.
For føk da.

Jeg gik tidligt i seng og legede, at den var over midnat.
Vidste, at jeg ikke ville have problemer med at komme op, men at krisen ville bestå i, at blive ved med at være vågen gennem de to timers rejse på vej til hospitalet.
Men, opmuntrede jeg mig selv, jeg er jo en nysgerrig person.
Jeg elsker at køre i tog, kigge ud på landskabet og betragte folk omkring mig…

Alle mine første lidelsesfæller var asiatiske af udseende, og jeg følte mig mægtigt med i slænget og ret høj i den lillebitte menneskemængde, mens vi ventede på bussen.
Der var ikke en hujende fis at kigge på på vej til Hovedbanen, alt lignede sig selv, bare uden mennesker. Jeg glædede mig over snart at skulle ind i toget, så jeg fik en ny udsigt, der kunne stimulere den halvsovende hjerne.

Man ved, at man er opvokset i København, når man ikke tager højde for, om det er mørkt eller ej, fordi der jo altid er gadebelysning over det hele.
Det er der altså ikke, når man sidder i et tog klokken 5 om morgenen, og formentlig suser forbi den ene mark efter den anden.
Når jeg kiggede ud i det sorte mørke, var det eneste jeg så, en grå skikkelse med store, sorte øjne og morgenhår, der indiskret stirrede tilbage på mig.
Jeg prøvede, at lægge håret ned en smule, men det var en kamp, jeg allerede havde tabt i det sekund, jeg valgte at gå i seng med vådt hår.

Snart blev det tid til at skifte til bus.
Mig og alle mine nye håndværkervenner stod og skuttede os i kulden, da den kørte op til stoppestedet.
Jeg havde overvejet, om jeg nu VIRKELIG skulle være hende den håbløse, som blev nødt til at bede buschaufføren om at fortælle mig, hvornår jeg skulle af, men heldigvis at gjorde, for jeg ANER ikke hvor vi kørte rundt de næste fyrre minutter.
Det kunne lige så godt have været en bussimulator, for der var bælgmørkt og kun en lejlighedsvis bil hér og dér eller en forvildet lyskæde, mindede mig om, at jeg rent faktisk ikke bare sad og sov med åbne øjne.
Men om vi bare kørte rundt og rundt og rundt om den samme mark om og om igen, det skal jeg ikke kunne sige noget om.
På daværende tidspunkt var jeg så understimuleret og træt, at jeg ikke turde blinke af frygt for at falde i søvn.

Men frem nåede jeg.
Og tilbage igen.
Helt uden at falde i søvn.
Jeg sværger.

Ok.
På vej hjem var der et par gange efter et blink, hvor jeg ikke var helt sikker på, hvem jeg var, og hvor jeg befandt mig…