Den kulsorte altan

Det hele begyndte ellers så fint og harmløst med, at jeg fik foræret en udendørslyskæde.
Jeg blev så glad, og havde ingen anelser om, hvilke kvaler projekt “Julelys” ville bringe.

Det var først i december, og med ivrige hænder pakkede jeg kæden ud, begejstret og nysgerrig – jeg havde aldrig ejet en udendørslyskæde før.

Min ellers så seje altan havde pludselig udmærket sig på en kedelig måde – blandt alle dens naboer fremstod fra den ene dag til den anden helt farveløs og julehadende.
Ganske enkelt var jeg – nærmest i nattens mulm og mørke – blevet indrammet af overskudsnaboer med lyskæder, der strålede om kap med hinanden.

Jeg kunne naturligvis ikke have siddende på mig, at jeg var hende den mørke med de døde planter fra stuen til højre, og jeg besluttede mig straks for, at jeg måtte med på bølgen!
Det så jo flot, festligt og rimelig simpelt ud.

Så dér for fjorten dage siden fik jeg lyskæden, og så begyndte der ellers at ske ting og sager.
Der kom en smule skår i glæden, da jeg fik kigget nærmere på lyskæden og usikkert måtte konstatere, at “denne her passer da vist ikke i en stikkontakt, gør den?”
Kæden var en forlænger-kæde og manglede en adapter til at kunne bruges til, ja, noget som helst!

Så gik turen til Harald Nyborg, mændenes IKEA, hvor jeg så stod og gloede på adapterer/adaptorer?
Nåh, men da jeg havde gloet tilstrækkeligt længe greb jeg én, der bekendtgjorde at den var til modeller IP44, skulede til min medbragte lyskæde, der pligtskyldigt plimrede at den var en IP44 og skridtede mod kassen.

Hjemme igen, svedig af bar spænding, skulle der imidlertid ikke megen hjernekapacitet til at konstatere at han- og hunstik passede sammen som en snemand Frost og frøken Tø.
Jeg havde uforvaret købt en 24 volt adapter til en 230 volt lyskæde.
Jeg var nu ved at have så lange bryster, at det føltes som om, jeg kunne bruge dem istedet for min halsedisse.
Jeg erklærede, at lyskæder på altaner var lort og lod projektet ligge.

Det bringer os frem til i aften.
Min far diskede nemlig op med den rette adapter – og så måtte jeg jo i gang igen.
Jeg hvirvlede energisk altangelænder ind i julelysene. Rundt og rundt og rundt.
Trak adapter-stikket hen.
Fuck forkert ende af lyskæden.
Intet hanstik her.
Må være i den anden ende af lyskæden.
For fanden.

Baglæns. Rundt og rundt og rundt.
Forfra. Rundt og rundt og rundt igen.
Sætte lyskæde og adapter sammen.

*HALLELUJAH*
Og Amager blev et ethundrede procent pænere sted at være.

Nu var jeg dybfrossen, for jeg havde jo ikke gidet at tage overtøj på til mit, troede jeg, hurtige projekt.
Skyndte mig indenfor.

Og kunne ikke lukke døren.
Ledning fra adapter lige så tykt som et kalenderlys.
Havde lukket to fuldfede vinteredderkopper ind i min stue, også.

Fedt.
Ser ud til, at lyskæden vil være tændt i samme sum tid som min altandør vil være åben denne vinter.
Det vil sige, cirka på den gode side af fem minutter.
Yes.

Og hvordan fanden har mine naboer gjort??