Det bedste gartner-barn

I anledning af den her skønne solskinsdag har jeg fået forårskuller og har begivet mig ud i mine forældres have bevæbnet med en kold cola og lidt lækker musik.

Forældrene selv er netop ved at bane sig vej tilbage fra en uges ferie i vores sydlandshjem, og jeg har haft påtaget mig det betroede hverv at være hus-, kat-, fugle- og plante-passer.
Og det var lige præcis med denne kasket på, mens jeg gik og slog græs, at jeg kom i tanke om en anekdote, der på trods af sin alder, simpelthen er for god til at lade være med at dele…

Det må have været en seks år siden, dengang jeg endnu boede hjemme, og mine forældre var (meget lig i dag) netop vendt hjem fra en uges ferie, hvor jeg havde holdt skansen herhjemme.
Det var det spæde forår, og som solen kastede sine stråler over mine forældres mangefarvede have, besluttede jeg, at jeg ville gøre lidt godt for vores fugle og min far;
Jeg ville luge det værste ukrudt – fuglene elsker at spise det, og min far ville være fri for arbejdet.

Jeg begav mig ud i haven, og ved nærmere inspektion må jeg indrømme, at jeg blev en smule skuffet over min fars evner (eller måske dovenskab?) i bedene – der var virkelig meget ukrudt.
Det havde bare fået lov at gro, her, der og allevegne og flere steder var det endda blevet ret omfangsrigt. Det var på bedste gartnerslang ved at kvæle de øvrige planter.
Det afskrækkede mig dog ikke.
Jeg skulle nok give min gode fader en hånd med den overvældende opgave.

Så i løbet af den uge, hvor foråret troligt lokkede mig ud i bedene, gik jeg lige så troligt til værks rundt i haven.
Og så kom mine forældre hjem.
Jeg husker helt tydeligt, hvordan min far stod og kiggede ind igennem volieret på fuglene, der var skriggrønne om næbbene af alt det ukrudt jeg havde fodret dem med.

Det var netop i dette øjeblik, at jeg kaldte på ham med ordene:
“Prøv at se, far, hvor meget ukrudt jeg har fundet til dem!”
Og stolt viste en kæmpe håndfuld frem mod ham.
Han fik et lidt… overrasket? mærkeligt? udtryk i ansigtet, men kom sig tilsyndeladende hurtigt over sin overvældelse af min arbejdsomhed.
Imponeret, var han.
Smilede og sagde:
“Det er flot, skat.”
Jeg smilede tilbage og drillede ham lidt:
“Far, et øjeblik så du så sjov ud i hovedet, at jeg troede du ville sige, at det ikke var ukrudt!” Grinede jeg.
Far grinede ikke, lagde bare ansigtet i de rette overbærende folder og sagde så:
“Det er det heller ikke – det er mine valmuer!”

… så i dag – seks år efter – har jeg kun slået græs.
Det ved man ligesom, hvad er…