Mine barneplaner

Da jeg var barn, startede jeg meget ofte mine anekdokter med “da jeg var barn”.
Det drev min storesøster til vanvid, for man kunne jo for fanden ikke sige “da jeg var barn” om noget der skete i går, vel?
Men nu er jeg jo voksen og kan dermed endelig med rette bruge glosen.

Og da jeg var barn, havde jeg vilde planer for mit voksenliv. Jeg forestillede mig med en barnlig selvfølgelighed hvor fantastisk og spekulært mit liv ville være.
Jeg er ikke i tvivl om, at LillEline ville have forholdt sig noget uforstående i dag.

Jeg skulle ikke være jordemoder, hvad var dog dét for noget? Hvis jeg ikke skulle være rengøringsdame (tænk, at jeg engang har været så vild med at gøre rent, at jeg ville gøre det HVER dag??!) eller køre rundt i min bil med min kat Emil, så måtte jeg som minimum være blevet noget på den kreative hylde.
Jeg skulle være tegner for Disney, krimiforfatter eller professionel håndboldspiller.
Og for fanden, jeg ville have børn som toogtyve årig (børn har helt klart en anden opfattelse af, hvornår man er voksen end vi voksne har…)!

Men selvom mine barneplaner og mit faktiske voksenliv ikke har meget tilfælles er jeg nu alligevel meget godt tilfreds;
Jeg gør rent lige så ofte, jeg vil (det er ikke ofte), jeg leger landmand med mine altankasser, jeg henter post (alt for sjældent) og når jeg ikke griber børn, udfolder jeg de kreative sider herinde på bloggen eller med andre projekter.
Tror faktisk, at LillEline ville have meget godt tilfreds. Ellers har jeg en følelse af, at jeg ville vide det.

Når alt kommer til alt, var det trods alt også hende, der i en alder af fem år rejste sig efter én af talerne til sine forældres kobberbryllup, bare for at erklære at hun syntes
“at Pouls tale var en lortetale”…