Typen der får veninder alle vegne

Jeg ved godt, at det efterhånden er svært at tro på, men JO, jeg HAR faktisk haft endnu flere emner liggende i min fobi-taske.
Der var nemlig engang – for ikke så længe siden – hvor jeg var lidt (meget) bange for at cykle.
Som i Steen-&-Stoffer-bange for at blive slået ihjel af to hjul, der ikke anede, hvad de havde gang i.
Tog hellere mine rulleskøjter alle mulige steder hen end at have tiltro til bremser, gear og jeg ved ikke hvad på dét postyr til en cykel.
Men… man ser ikke særlig sej ud med rulleskøjter og rygsæk. Man kommer ikke særlig hurtigt frem. Og man kommer til at have et ret indædt forhold til brosten.
Så langsomt, ganske, ganske langsomt vandt cyklen min tillid.

Og den dag i dag cykler jeg faktisk på arbejde – næsten – altid.
Men jeg må blankt erkende, at jeg er den agressive type cyklist. Jeg hjuler derudaf og tager hver enkelt overhaling som en personlig fornærmelse. Det er hverken tilfældigt eller overraskende, at pulsmåleren en morgen blinkede 188.
I morges var ingen undtagelse. Jeg cykler en ret øde tur til arbejde, men da jeg skulle møde en halv time senere end jeg plejer, var der tydeligt flere på cykelstien.
Den ene – Neonvesten – havde jeg fornøjelsen af i cirka 10 kilometer. Hun cyklede de nanosekunder langsommere end mig, der gjorde, at hun var forstyrrende at ligge bag – men også sygt stressende at ligge foran!
Benene fløj rundt og rundt, og hver gang jeg tænkte, at NU måtte hun da dreje, så blev hun bare hængende dér lige i røven på mig.
Lige inden Hvidovre skete det så. Jeg lod Neonvesten overhale. Ikke med min gode vilje, men for mit hjertes skyld. Det var nemlig ved at eksplodere derinde, kunne jeg mærke.
Og ja, firehundrede meter længere fremme drejede hun selvfølgelig fra – og det gjorde mig af en eller anden grund helt hidsig. Hun skulle bare vide, hvor mange grimme, dystre tanker jeg tænkte om hendes vest.
Neonvest men ingen cykelhjelm, ha! fnysede jeg.

Men møder du mig på vejen hjem er du noget heldigere; for nu er jeg træt.
Jeg har ikke travlt. Jeg er blevet menneske igen.
Skal bare hjem.
Og det var lige nøjagtigt, sådan noget jeg tænkte, mens jeg kravlede op over Sjællandsbroen denne eftermiddag, da en fremmed stemme, pludselig afbrød min tankestrøm og sagde;
“Kan du så få lidt fart på!”
Jeg kiggede op og fik øje på en ukendt, men alligevel kendt kvinde. Neonvesten!
“Du overhalede mig jo hele tiden i morges! Ja og så kunne jeg genkende dig nu – og så ville jeg bare sige, at det var en impoNERENDE fart du havde på. Hold da op! Jaja, men jeg vil ikke forstyrre – giv den gas!”
Jeg tog alle mine onde CykEline-tanker i mig igen. Neonvesten var jo faktisk ret sød.
Og hun skulle bare vide, at grunden til at cykelturen på mirakuløs vis blev 10 minutter kortere i morges var hende!
Vil for fremtiden tænke liiidt mindre grimme tanker om mine medcyklister. Det er trods alt dem, der er den primære grund til at jeg køre hurtigere og hurtigere om morgenen. Og om aftenen. Ja, nogle gange om natten…

Jaja, de kalder mig Typen, Der Får Veninder Alle Vegne.
Selv på cykelstierne…