Bæstet

Var til personalemøde i dag.
Første punkt på dagsordenen var, at der kom en kommunikationstræner og holdt foredrag.
Hun pointerede, at det var de små ting, der kunne betyde en stor forskel i dagligdagen.
At man sagde godmorgen til hinanden. Roste hinanden.

Jeg sad og tænkte, at det gjorde jeg da allerede.
Nogle gange siger jeg endda “God rigtig hjertelig morgen!”, for sådan lige at drysse krymmel på.
Synes faktisk, at jeg er typen, der taler pænt til folk.
Alle folk.

Men så kom jeg i tanke om noget.
For jeg taler slet ikke pænt til mig selv.
Faktisk taler jeg nok så grimt til mig selv, at jeg slet ikke ville have nogle venner, hvis jeg talte sådan til andre.

Men problemet er, at indeni mig bor Bæstet.
Som tog bo i mig på et tidspunkt i barndommen, og siden blev fodret heftigt i folkeskolen og op gennem teenageårene.
Jeg ved godt, hvor hunden ligger begravet. Jeg har tidligere nævnt, at jeg ikke kan finde ud af at rose mig selv. Jeg kan nærmest ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre, hvis folk roser mig – jeg vil næsten helst blive fri af befippelse.
Men hvad fanden er det for noget mærkeligt noget?
Jeg har manet Bæstet til jorden flere gange, men den dag i dag kan et flop på arbejdet eller i privatlivet stadig få Bæstet til at brumme i brystet på mig.

Og ja, ved I hvad? Jeg ER oprigtigt bange for at køre bil, og jeg satte mig engang i en othellolagkage.
Men når jeg ikke er en småmanisk, othellolagkagesiddende bilist, så er jeg en kvinde, der kan rime på næsten alt, der er skidesjov og pæn i kjole, der stiller op, når det gælder, er godhjertet og ikke så høj, men alligevel kæphøj – og det er jeg altsammen stolt af.

Så hvor vil jeg så hen med alt dette?
Jo, jeg er ikke bange for at italesætte mit Bæst – og det bør I heller ikke være.

Så mit råd fra mig til dig er; når Bæstet ringer dig op, så tag den og sig:
“Hallo Bæst? Det er Eline. Fuck dig.”

Du behøver ikke engang at bruge mit navn. Du må gerne bruge dit eget.