Løbetur, Bæstet og en bristet barndomsillusion

Hjemme igen. Fra Korfu. Til Amager.

Fra grønne olivenlunde til den dødsyge, delvis nøgne og alligevel brune hæk ude foran min altan.
Der er meget at savne ved Grækenland, men én ting savner jeg absolut ikke…

Som den naive ny-opstartede triatlet, som jeg vil driste mig til at kalde mig selv, havde jeg nemlig pakket alt mit løbetøj – inklusiv rygsæk og hele svineriet – og tænkt, at i ferien ville jeg vælte mig i overskud til at optræne det der lorteløb.

Ja, tak.
Det blev da også til en løbetur.
Én løbetur.
Ved ikke engang, om man må kalde særlig meget af det løb.
Her er hvordan det foregik:

Præ løbetur. Forberedelserne:
Drøfter mulige ruter med familien.
Løbe-Fatter foreslår at jeg drejer til højre fra indkørslen og fortsætter langs vejen.
Rimeligt ligetil.
Rimeligt lige ud.
Altsammen meget rimeligt.
Men to ting er i vejen for mit temperament.

1) Biler og knallerter.
Jeg vil helst løbe et sted, hvor jeg ikke føler, at der hele tiden kan komme folk. Jeg kan ikke få mig selv til at tage mine travepauser, når der er nogen, der kigger. (Måske man så alligevel skulle finde en rute, hvor der er mennesker konstant?)
Men så igen; grækerne er tossede. Og de kører ad helvedes til.
Uden overdrivelse.
Vi kender nærmest ingen på Korfu, der ikke har været involverede i mindst ét færdselsuheld.
Udsmattet neonorange løbenymfe står ikke øverst på min liste over dumb ways to die, og desuden … 

2) Udsigten.
Jeg er var jo ikke taget afsted for at løbe på den samme grå asfalt, som jeg kigger fortvivlet ned på derhjemme.
Skulle jeg løbe på øen, så skulle der dælme være smæk for skillingen.

Derfor erklærede jeg, at jeg ville løbe til højre, hvor man efter halvanden kilometer på asfalt kan tage en terræntur op af bjerget og tilbage til vores hus.
Og ja, jeg havde da selvindsigt nok til at tilføje:
“Så tager jeg det som en oplevelse, og jeg agter på ingen måde at løbe hele vejen.” (her bliver jeg simpelthen nødt til at indskyde i bagklogskabens klare lys; SOM OM JEG KUNNE!!)
Så var det besluttet, og afsted det gik.

0-400 meter
Musik i ørerne. Babadadadum “‘Cause the haters gonna hate, hate, hate. The players gonna play, play, play’ – tjuhej, så så man lige mig!”

400-600 meter
Hej-hej olivenbonde, ja, ja, orange klæder mig helt utroligt godt, så glo du bare… Men ikke for længe, for mine ankler syrer og summer så mærkeligt.

600-1000 meter
Ingen stop eller traven. Nu går det op ad bakke.
I mere end en forstand.
Hvem er ved at ætse mine ankler af? Det må man da ikke.

1000-1100 meter
Ok. Så de der småbakker i bilen er jo seriøse prøvelser på gå-ben.
Vi må gå lidt nu, må vi ikke?
Mine lægge føles som om de er ved at sprænge.

1100-1500 meter
Fortsæt, for helvede fortsæt!
Hvordan kan det være så hårdt at sætte det ene ben foran det andet? Det her kvalificerer sig absolut ikke til løb – måske ikke engang til gang!
Hvordan klarede jeg de fem kilometer til efterskolens triathlon dengang??

1500-1700 meter
For føk sake. Kommer pludselig i tanke om noget…
Jeg mødte jo nogle af efterskoledrengene… vi faldt i snak.
Åh nej, jeg udmærkede mig i en helt anden disciplin; snak!
Jeg GIK sgu da fandme ruten dengang.
*Lyden af glas der smadrer og en illusion om at jeg engang havde løbet mere end efter bussen krakelerer, og en altoverskyggende tvivl dukker op*

En drævende og ondskabfuld stemme dukker op i mit hoved: Bliver jeg nogensinde klar? Kommer maj ikke pludselig susende tæt på? Hvad hvis jeg ikke kan gennemføre det der lorteathlon??

1700-1800 meter
Jeg genkender den stemme.
Bæstet. Bæst, skrid ad helvedes til!
Løb er jo også et spørgsmål om psykisk styrke – så nu beder jeg dig om at krybe tilbage i det sorte hul du blev født i, og så bliver du der!
Her kom jeg terrændelen.
Selvom det går kraftigst op ad bakke hér, får jeg fornyet energi. Gruset under skoene, de hvide anemoner, der dækker græsset som et snehvidt tæppe.
Et ben foran det andet.

1800-2200 meter
Hvis jeg faldt om her ville ingen jo finde mig!
Slet ikke, hvis jeg trillede ud over kanten og endte i bækken dernede. Ville muligvis dukke op i Italien.
I år 2018.
Men udsigten. Åh, det blå hav for mine fødder!
Og nu er jeg på toppen af ruten. Hurtigt er det ikke gået, men det går fremad – og hvert skridt er trods alt et skridt mere end hvis jeg lå på sofaen…

2200-2900 meter
Så langt har jeg aldrig løbet før.
Om lidt kommer jeg om hjørnet og så kan mine forældre se mig.
Slut med enhver tanke om at trave, før det er fordi, jeg er FÆRDIG!

3200 meter
Jeg gjorde det!
Jeg gør det aldrig igen!
Og der er stadig langt til de fire kilometer.
Hvis der er den mindste bakke på den triathlonrute, så skriger jeg altså…!