Feriefred

Efter to fine flyveture og en taxatur af de mere tvivlsomme af slagsen sidder bloggen og jeg nu godt plantet i mit andet hjem.

På Korfu.

Da vi kom sent i går aftes, var her… pissekoldt. Og det blæste. Og regnede. Men det betød faktisk ingenting. (Da vi først havde fået tændt op i pejsen, that is) For jeg elsker Korfu. I al slags vejr og på alle tider af året.

Om sommeren er her er et sansebombardement uden lige. Af solskin, cikader og sand mellem tæerne. Om vinteren kan du gennem terrassevinduerne kigge ud over det grå hav, der vildt og med fråde om munden kaster sig skummende  mod kysten, mens du selv skutter dig ved pejsen. 

Op ad dagen kan det være, at solen titter frem, og jeg får lyst til at gå de ture op og ned og rundt på bjerget, som det er alt for varmt til om sommeren. 

Jeg tror, måske det er min definition af sjælefred, der troligt venter på mig her. 

Men det vil sige, kun når det er folk, der rent faktisk har kørekort (eller i hvert fald opfører sig som om de har), der sidder bag rattet. I den Tvivlsomme Taxa var loftet ved at falde ned i hovedet på dig – sat på plads her og der af tegnestifter – mens chaufføren råbte ind i hovedet på GPS’en, mishandlede motoren og i øvrigt holdt hænderne i en klokken ni position…

Det var faktisk lige før, jeg i min iver efter selv at kunne komme sikkert frem til min sjælefredsplacering, overvejede at få fornyet mit kørekort og se min kørekortsfobi i øjnene.

Men kun lige før.

Oliventræerne vokser jo ikke ind i himlen.