På den måde er det jo faktisk slet ikke mit ansvar

Helt frem til mine sene teenage-år var jeg faktisk ikke typen, der sov specielt længe.
Da jeg startede med at læse, kunne jeg ikke engang finde ud af tage en lur ud på eftermiddagen.
Uanset hvor tiltrængt den var.

Men så skete der noget.
Jeg fik arbejde.
Og pludselig kunne jeg sove.
Hele tiden.
Altid.

Efter nattevagterne sover jeg måske 6 timer.
Og det er vel egentligt ganske fornuftigt og sundt og alt det dér.
Særligt, hvis jeg forinden har været oppe i 24 timer.

Men i denne uge, hvor jeg har haft aftenvagter, er der sket noget.
Jeg har haft en ret energikrævende periode, så har tænkt, at jeg skulle have lov til at sove igennem.

Og det har jeg så gjort.
Jeg har sovet som en bevidstløs, uden at drømme, uden at vågne, når jeg vendte mig i sengen, uden fornemmelse for hverken tid eller sted.
Når jeg vågner, fortumlet og forvirret har jeg stirret på et ur, der skreg klokken 12.32 tibage i hovedet på mig!

Jeg har dog en teori om, at det er fordi min arbejdshest lige har skullet lære hvordan og hvor længe den må trække stikket ud.

Sværger på, at det er dét, der ligge bag…