Mit tungeste skyts

Jeg er et… ret spekulativt menneske.
Så spekulativt, at jeg vel har været omkring de elleve år, da jeg lærte ordets betydning, stod op om aftenen og traskede ned i stuen til mine forældre og bekendtgjorde:
“Jeg kan ikke sove. Jeg spekulerer.”

Jeg spekulerede på alt muligt.
Kunne man glemme at trække vejret, når man faldt i søvn?
Kunne blinde virkelig ikke få lov til at køre bil?
Hvor mange træer i regnskoven blev fældet netop nu?
Havde jeg egentlig ikke glemt at lave lektier til matematik?

Som jeg blev ældre blev jeg bedre og bedre til ikke at spekulere unødvendigt.
Desuden fandt jeg ud af, hvilke strategier, der virkede, når jeg gik sådan rundt og spekulerede.

Og nu er jeg pludselig voksen.
Bor alene i egen lejlighed og har pensionsopsparing, holder i hænder og griber børn.
Og man skulle tro, at jeg havde mit helt eget mantra mod spekulationernes spind.

Det har jeg også.
Jeg har bare brug for, at det er en anden, der siger det