Konklusion: det må være januar

Hvem har skrevet den gyldne note?

Så jeg satte mig ned.
Altså, for at fange de mange tusinde ideer, jeg i løbet af bachelorskrivningsprocessen havde forkastet med ordene:
“Det kan jeg helt sikkert bruge i oplægget til bachelorforsvaret”

Det føltes som at åbne Pandoras æske, men i stedet for at alverdens ulykker kom stormende ud, så skete der bare ingenting.
Bogstaveligt talt.
Ingen.ting.
Hvad var der blevet af mine ideer?
Mit hoved var rungende hult og tomt!

Jeg kiggede mine noter igennem. En for en.
Pludselig begyndte ideerne så at komme myldrende frem.
Ikke på en spirende, inspirerende måde, men på en måde hvor den ene efter den anden blev klasket i hovedet på mig, på samme måde som insekter klasker én i hovedet, når man kører på knallert:
Man når på ingen måde at opfatte, hvad det var, før det med en umådelig fart er blevet forvandlet til en udefinerbar klat imellem ens øjenbryn.

Så hvad er dagen gået med?
Idefangerier.

Jeg har hoppet og løbet efter dem. Jeg har stået i badet og gumlet på dem.
Og nu tror jeg måske, at jeg har fundet en, der hverken er ubrugelig eller vil tage mig flere timer af eksamen til at forklare.
Win!

Blogindlægget kunne jo være stoppet her, men jeg bliver nødt til at dele med jer, hvad jeg også stødte ind i:

I gennemgangen af mine gamle noter fandt jeg nemlig dette glimrende råd angående selve eksamen.
Midt imellem “husk at bruge hinanden i gruppen inden eksamen” og “du får karakterer, når hele din gruppe har været til eksamen”, havde nogen skrevet med versaler efterfulgt af tre udråbstegn:

“VÆR FUCKING AWESOME!!!”

Var det virkelig mig?
Havde jeg humor engang?
Og havde jeg virkelig afveget fra min principielle modvilje mod tredobbelte udråbstegn?
Guess we’ll never know…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Konklusion: det må være januar