Hvem har så egentlig vundet?

Rundede en eftertrykkelig milepæl i triathlonets navn i dag.

Skal jo svømme 300 meter (gjort mange gange før), cykle 20 kilometer (gjort nogle gange før) … og så liiiige løbe de der 4 kilometer (aldrig gjort før)

MEN det gjorde jeg så i dag! fire kilometer ethundredeogfyrre meter. Wuhuu!

Kan også efterhånden mærke tydelig forskel fra jeg begyndte at løbe i januar. For eksempel føles det ikke længere som om balder er ved at adskille sig fra kroppen og falde af. Har fundet en meget god rytme, så jeg ikke kommer til at bruge min energi de første fyrre meter.

Er dog stadig ved at dø (til dels af stædighed), når jeg er ved at være hjemme. I mit hoved kører ordene “VIL. IKKE…. STO…STOPPE!” rundt og rundt og rundt. Når det bliver rigtig slemt, er det den lidt mere bestemte grænsende til truende stemme, der råber formanende “du stopper fandme ikke, Eline. NOT ON MY SHIFT.” 

Og så tvinger vi den dvaske krop op og ned og rundt på amager. Hader faktisk ikke engang hvert eneste skridt længere. Måske kun hver hundrede meter or so. 

Så da jeg kom hjem i dag og så på dingenoterne og himstregimpsterne at min puls “kun” var 190 slag i minuttet og at jeg havde løbet de firekommaenfire kilometer kastede jeg teatralsk armene i vejret i et forpustet:

“Yes, for fanden! Vi vandt. Vi vandt over kroppen! Hallelujah!”

Og så besluttede kroppen sig for at gøre noget lige så teatralsk. 

Den ville gerne kolapse. Lige dér på entregulvet.

Det var præcis ligesom sidst jeg havde været ude at løbe og mødte min vaskekælderven Anders, der forsinkede mig i at komme ind og få noget at drikke. 

Krop sagde fra på voldsommeste vis. Føltes næsten som om den demonstrativt nægtede at sende ilt eller blod nogen som helt steder hen.

Så jeg gentog det ynkværdige syn med hovedet ned mellem benene og udøvede vejrtrækningsvejledning i min mest myndige jordemoderstemme

Lortekrop. Er seriøst dårlig taber. Og hvis den giver sådan én mavepuster over lidt for triumferende løbesejr, hvem har så egentlig vundet? Mig eller krop?

Og hvordan får jeg den til at forstå, at det der med om blodet skal rundt til vitale organer, det er vi ligesom TO om at bestemme?

Ville trods alt være så ærgerligt at klaske om efter endt triathlon…