Den overflødige tegning

For to uger siden havde jeg netop nu måttet indse, at jeg ikke skulle til jobsamtale til de faste jordemoderstillinger, der var slået op på min arbejdsplads.

I mit hoved kunne det kunne tolkes på én måde:

Det var ikke bare et: “Tak, men nej tak!”, det var et: “Pfff, dig? HåhåHÅ! Nåh, seriøst? Det vil vi ikke engang overveje!” 

Jeg tog det… ikke så pænt.  Jeg var voldskuffet.  Hvorfor ville de ikke have mig? Hvorfor ville de ikke engang TALE med mig? Jeg er ellers inkarneret storforbruger af Janteloven og Bæstet, som jeg troligt slår mig selv med, men som medarbejder syntes jeg alligevel, at jeg var lidt af et catch. Havde ikke slået hverken mødre eller børn. Havde oven i købet vendt vrangen ud på mig selv og sunget om jordemodervilkår til Julerevyen. Og er stadig i fuld sving med at fremtrylle syvtusinde blade til Sindssygt Fødegangsprojekt. 

Og alligevel. Alligevel var jeg tilsyneladende ikke en fatsansættelse værdig. Måtte have virkelig mange klager liggende ét eller andet sted…

Forsøgte at tegne mig igennem krisen lørdag og søndag. Prøvede at tegne en flying fuck, så jeg kunne prøve at lade være med at give det. 

Men den tegning, der alligvel ramte mine følelser bedst, ser ud som følger:

Det var en weekend i det kulsorte helvede.

Og mandag blev jeg så fastansat.