Glemte guldkorn

Jeg ved ikke, hvorfor det har taget mig næsten to uger at komme i tanke om den her anekdote.
Faktum er; at det har det bare.

Det handler om min dimissionsdag sidste mandag.
Jeg havde jævnt mange bolde i luften, op til flere ting, der stressede mig og ditto antal ting, jeg helst ikke ville komme til at gøre mig uheldigt bemærket ved.

Ting, som:

– ikke at falde ved eksamensoverrækkelsen
– ikke at komme til at give folk hånden, der skal til at kramme én
– ikke at se mere end almindeligt mærkelig ud på dimissionsbilledet
– ikke at kaste op af stress/nervøsitet/glæde

Først skulle vi alle sammen have uniform på.
Vi så så fine ud.
Jeg havde tusind ting om ørene og en taske, der var grumt proppet (med hvad må du ikke spørge mig om), så det var et held, at én af de andre havde en pose med til mig, om jeg kunne putte mit “hverdagstøj” ned i, da jeg havde klædt om.

På dimissionsbilledet blev jeg først mægtigt glad. Skulle for engangs skyld ikke ned i den ydmygende positur på forreste række.
Åh, jo, du kender den godt.
The pose of shame.
Forbandelsen ved at være lige på den okay side af dværgegrænsen er, at fotografer verden over på ALLE gruppebilleder mener, at man vil gøre sig så aldeles fremragende bemærket ved at agere havfrue-siddende person allerforrest.
Nej.
Jeg gider ikke at sidde dér, og se mere end kunstig ud, mens jeg tænker på, om man kan se min muffintop ud gennem uniformen, på samme tid med at jeg suger min mave ind til jeg bliver blå i hovedet.

Og det skulle jeg så heller ikke! Hurra!
Måske var det fordi jeg kom så sent, at alle var blevet placeret, og jeg derfor bare lige kunne klemme mig ind bagerst i midten.
Var henrykt over denne placering.
Men da jeg så mødte min familie, var de helt uforstående. Delte slet ikke min begejstring.
“Hvorfor stod de dér helt bagved?” Ville de vide.
De fortalte, at det så meget mærkeligt ud, at der sådan var et hul lige bagved i midten blandt alle de høje. Dét hul var mig.
Jeg har siden set billedet.
Det er sandt.
Vil blive husket som Hullet Eline.

Vi havde ikke tid til mere snak.
Nu begyndte dimissionen.

Jeg havde – fyldt med et sjældent overskud – allerede lagt mine ting ind ved min plads, men da jeg så sad der og lyttede til den første tale, var der pludselig noget, der manglede.
Hvem Søren havde dog taget min pose?
Det kunne under ingen omstændigheder være mig, der havde forlagt den.
Vel?
Heldigt, at der ikke var noget særligt i.
Altså.
Udover mit tøj.
Kom jeg i tanke om.
Uniformen skulle afleveres tilbage inden vi skulle hjem.
Så pludselig mig selv som nyudsprungen jordemoder OG blotter.
Hjem i lang jakke, strømpebuks og BH.
Hvor var posen?
Var det eneste, jeg kunne tænke på gennem resten af dimissionen.

Min familie vidste ikke helt om de skulle grine eller græde, sukke eller slå sig for panden, da mine første ord som jordemoder til dem, var:
“Mit tøj er væk. Men jeg skal lige lede fire steder, før det er sådan sikkert væk-væk”

Fandt tøjet.
Havde aldrig taget det med mig.
Kunne gå hjem i strømpebuks OG kjole.
Og med jordemoderdiplomet i hånden.
Dét glemte jeg dog ikke.