Og jeg skulle egentlig have rullet og stegt firs hjemmelavede forårsruller i dag

Havde første arbejdsdag i går.
Altså, første, hvor man ikke sådan bliver vist rundt og følger efter én og stiller spørgsmål og føler sig lidt som en studerende igen.
Så i går var jeg bare mig.
Havde glædet mig som et lille barn til juleaften. Forhippet på at være sej, tjekket og helt igennem totalt ny-yndlings-jordemoder/kollega.
Brugte størstedelen af dagen på at hive fat i eller følge efter én, for at stille spørgsmål og føle mig som en studerende igen.

Stod op klokken 03.50, med et hjerte, der næsten hoppede ud af halsen på mig – hvad skulle der ske i dag? – og skyndte mig ud i den tidlige morgenstund.
Var hjemme klokken 17.30 og følte mig så træt, at det ville have været fedt, hvis der var nogen, der havde villet skrabe mig op med en skovl og bare hælde mig i seng.

Havde tænkt mig at skrive et hylende morsomt og alligevel dybsindigt indlæg om det i dag.
Men. Jeg. Er. Så. Træt.
Orker ikke engang at overholde mit eget sort på hvidt-tema.
I får sgu en gammel tegning i farver.
Den får mig altid til at trække lidt på smilebåndet.
Også når jeg er træt.

Den ville have været spot-on i dag, hvis Hjertet var byttet ud med Hjernen.
For tiden er det dén, der spiller hovedrollen i samtlige melodramaer herhjemme.

Fik jeg nævnt, at jeg skal på arbejde i morgen?
Ønsker mig en spritnormal andengangsfødende med flotte veer og lækker bebs af FødselsFeen.
Ved, at hun findes.