Ravnemor in spe

Jeg havde tænkt, at dagen i morgen skulle være en ren fest herinde på bloggen.

Hvorfor?
Jo, altså, nu er det jo sådan, at jeg ikke har nogen børn.
Men har lidt en baby alligevel.
Nemlig. Bloggen her.

Bloggen har jeg opfostret siden den bare var et tomt stykke papir.
Sammen har vi fundet ud af, hvem den var, hvad den stod for og hvad der skulle til, for at den kunne lære at gå.
Den har krybet, kravlet, været nede, været forladt, gjort mig stresset.
Men også gjort mig glad.

Herinde er der sket meget, og sammen har vi været igennem lidt af hvert.
Der har været eksamensperioder, hvor jeg har hevet mine trusser frem i fakta.
Der har været kærlighedsaffærer med atypiske hovedpersoner.
Vi har stiftet bekendtskab med kleptomanitendenser, kropsklaustrofobi og bøller i kælderen.
Jeg har mistet min Jordemodergejst og fundet den igen et par gange.

Der er vitterligt sket lidt af hvert – og antallet af personer, der slår et smut forbi herinde er vokset.
Det er sjovt, når der kommer kommentarer – sjovt, at se, hvad der optager folk mest.

Det mest likede indlæg handlede således om voksnes kæreste breve.
Men det, der gør, at jeg virkelig holder af jer derude, det er, at I må være lige efter mit hjerte.
I hvert fald er det absolut mest læste indlæg (med over 500 kig) et indlæg med så fin og nænsom en titel som “KILOMETER LANGE BRYSTER”
Ja, der sidder nogle feinschmeckere som jeg selv derude.

Men hvad har det hele så med i morgen at gøre?
Jo, i morgen bliver min babyblog hele TO år!
Som tiden flyver!

… ja, eller det vil sige. Jeg havde bildt mig selv ind, at bloggen blev to år i morgen, men i virkeligheden fortalte Tumblr mig, at det så var i forgårs…
Ravnemor in spe.

Men se så lige den udvikling, der er sket af mit selvbillede gennem de sidste to år:

Min første illustration:

… og min sidste: