Den lange fortælling om de meget lange bryster

Jeg starter lige med at advare.
Jeg har forsøgt at afbillede de meget lange bryster, og en højst forstyrrende, men dog troværdig, illustration vil forekomme til slut i dette indlæg.
Alle sarte sjæle bør klikke væk inden da.

Nåh. Men her kommer fortællingen og sidste nye om de meget lange bryster.

Det er hovedsagligt jobcenteret, der har været hovedbidrager til de lange bryster.
Det kommer sig af, at både de og a-kassen havde indkaldt mig til jobmøder i denne uge.
Men så kom opringningen om et job!
Og møder om jobsøgning blev pludseligt irrelevante.

Så ringede jeg til a-kassen.
Fint, sagde de. Så skal du ikke komme. Og tillykke, i øvrigt.
Så ringede jeg til jobcenteret, hvor en jobtræt Jasmin sukkede ned i røret, mens jeg næsten kunne mærke hendes hovedrysten gennem mobilen, mens hun sagde:
“Ej, men hvis du ikke har fået en kontrakt, så SKAL du møde op. Faktisk skal du komme herind uanset hvad, for at vi kan scanne din kontrakt over i din journal. Farvel.”
*Dut*
Det lød da åndssvagt.
Det lød endnu mere åndssvagt da min kollega fortalte, at hun havde ringet til sit jobcenter og var blevet afmeldt mødet med det samme. Uden kontrakter. Uden scanninger. Endda med et tillykke.

Så ventede jeg nogle dage, og tænkte, at nu kunne det være, at jeg fik fat i en anden og måske lidt mere livlig person end Jasmin.
Så fik jeg fat i en Hanne, der straks sagde:
“ja, det lyder da ikke som om det giver mening at komme til det møde, det kan jeg godt høre. Men den afdeling du skal tale med har kun telefontid mellem klokken 13 og 14, så forsøg igen dér.”

Det gjorde jeg så.
Stillede mit ur til præcis klokken 13 og ringede igen.
Så fik jeg fat i en ny, som jeg ikke kan huske, hvad hed – men lad os kalde hende Lone – og Lone sagde det samme som Hanne og tilføjede:
“Jeg stiller dig lige om. Næh, der er slet ikke kø til den afdeling, det var vel nok heldigt.”

Så fik jeg musik i ørerne og efter lidt tid en Kristian i røret, og forklarede for måske syvogfyrretyvende gang hvorfor jeg ringede.
Men Kristian var slet ikke den rigtige.
“Nej nej” beklagede han sig.
“Du er nok blevet viderestillet til mig, fordi der ikke var nogen, der svarede i den anden afdeling. Men jeg kan ikke hjælpe dig”
Snydt igen.
Men, lovede Kristian, han kunne lægge en besked om at jeg skulle ringes op.
Så lagde jeg en besked.

Fem minutter i to havde jeg stadig ikke hørt noget, og vidste, at nu var telefontiden til den virkelighedsfjerne afdeling jo snart slut, så jeg forsøgte igen.
Blev viderestillet.
Og fik Kristian i røret IGEN.
“Nej nej” var det nu mig, der beklagede mig.
“Kristian, vi har allerede talt i telefon sammen, og du kan ikke hjælpe mig… men jeg har bare ikke hørt noget fra afdelingen endnu – og telefontiden slutter jo snart…”
Kristian lovede dog, at de godt kunne ringe uden for telefontiden, det var bare os borgere, der ikke kunne ringe til DEM.
Men han ville under ingen omstændigheder love nogetsomhelst om, at de rent faktisk ringede samme dag.
Dog ville han gerne sende dem en mail, igen.

Jeg prøvede at ringe en allersidste gang lige inden jobcenteret lukkede klokken 16.
Der havde jeg ventet tre timer på at blive ringet op, og jeg var ved at være ret træt af telefoner.
Kunne i øvrigt have brugt mine brysters længde til at hænge mig i på daværende tidspunkt.

Fik fat i endnu en dame jeg har glemt navnet på – Lone2 – og Lone2 ville ikke røre ved mig med en ildtang.
“Nej nej. Nej, jeg MÅ virkelig ikke aflyse det møde for dig. Du hører jo til det virkelighedsfjerne og umuligtkontaktbare kontor. Og du kan sådan som månen står i forhold til jordens akse kun ringe igen i morgen mellem 13 og 14…”
“Men det er jo for sent, når jeg skal være til møde klokken 9.15?”
“Så bliver du nødt til at tage derind.”
“Jeg synes ærligt talt, at det er et noget knudret system, I har jer” var mit sammenbidte svar, mens jeg hvilede mine bryster og mit hoved på knæene.
“Ja, men sådan er det bare” svarede letantændelige Lone2.
“Farvel!”
“Jamen, så farvel, Lone2…”

Nåh, men så i dag gik turen jo til jobcenteret.
Og jeg må indrømme, at NU forstår jeg hvorfor, der ikke var nogen, der turde tage på deres skuldre at lægge en besked, om at jeg ikke kom.
Jeg mener, det var VIRKELIG ikke bare sådan lige, at komme ud af det møde.

Vi taler om at det var nogle lange og lykkelige seks minutter, jeg skulle bruge i jobcenteret.
Manden skulle jo BÅDE have mit cpr-nummer OG vide, hvornår jeg startede.
Nej, det var så sandelig ikke noget, nogen kunne have taget imod en besked om.
Det forstår jeg godt.

Men på plussiden har vi følgende:

1) jeg kunne komme ud og hjem på samme klip
(Det er sådan noget dagpengemodtagere sætter pris på)

2) Når selv jobcenteret godtager det, må det være på tide, at jeg tør vedkende mig at jeg HAR fået et job!!

3) Behøver ikke at bruge tøj de næste måneder.
Bryster er nok.

4) klokken 9.25 ringede jobcenteret så, og jeg var lige ved at eksplodere ved tanken om, at en dame skulle til at anklage mig for ikke at være mødt op til mødet.
Men det viste sig at være en dame fra det virkelighedsfjerne kontor, og nu var det min tur til at fortælle, at hun ikke kunne hjælpe mig.

Og nu kommer billedet altså.

Sikker på du vil se det?

Okay, men kom ikke og sig, at jeg ikke advarede dig…