“Den lille CykEline og verdens dårligste plan” eller “Den lange vej hjem”

Der har jo været larmende tavshed på bloggen her på det sidste.
Det beklager jeg.
Men jeg har altså ikke rigtig oplevet noget.
Men det gjorde jeg i går.
Faktisk følte jeg det lidt som om, at jeg ved et trylleslag var blevet forvandlet til skønjomfuren i nød i et eventyr (læs blogtitel 1) eller heltinden i en storslået, historisk roman (læs blogtitel 2)

Jeg havde haft nattevagt.
Jeg vil ikke kede jer med detaljerne men blot påpege, at det havde været en umanerlig kedelig én af slagsen.
Da klokken slog 7.30, halsede jeg derfor afsted fra fødegangen, kastede mig ind i omklædningsrummet og forvandlede mig til mit alterego; CykEline.

Iført spændstige cykelshorts, hjelm og en sports-BH, der ikke overlader meget til fantasien, skød jeg nærmest i historisk hast ud fra cykelkælderen.
Tillad mig at præcisere formuleringen “historisk hast”:
Altså, historisk LANGSOM hast.
Cyklen ville slet ikke som mig.
Den trak underligt ud mod kørebanen?
Havde én eller anden sparket til skærmen, så den hvilede mod hjulet?
Forvirret slukkede jeg for iPod’en, mens jeg fortsat hjulede i pedalerne.
Så kunne jeg med ét høre det.
Helt tydeligt.
“Ffffffpssspphggppppblblllfffflprrrrrbbbp!”
(Ja, jeg er altså desværre meget bedre til at sige lyden i virkeligheden)
Dækket klaskede og slaskede mod asfalten. Var der så meget som en kvadratmilimeter luft i den, ville det imponere mig. Og det er så hér, at jeg føler mig nødsaget til lige at understrege, at jeg jo var på vej hjem og ikke havde sovet i 19 timer, for det første jeg overbeviste mig selv om, var:

“Én eller anden har simpelthen piftet min cykel, der ellers har stået inde i det aflåste cykelskur, hvor det kun er personale, der kan komme ind!”

Jeg var jo ikke punkteret på vej til arbejde. Nej, naturligvis ikke. Cykelpifteren havde godt nok skruet ventilen umanerligt godt på igen, men mig kan man ikke sådan narre. Nej, nej. Jeg var blevet piftet! Mage til frækhed.
Jeg havde egentlig skullet tisse allerede på vej til omklædningsrummet, men havde skudt tanken fra mig med ideen om, at jeg jo snart var hjemme. Men nu stod jeg pludselig dér i p-kælderen, og syntes, at 12,3 kilometer hjem alligevel havde lidt lange udsigter. Særligt, når cykeldæk havde samme tykkelse og konsistens som en bananskræl.
Men efter at have levet med fattig-studerende-hjerne i tre år, var der kun én mulighed, der slog mig som værende logisk;
Cykel skulle hjem + Eline skulle hjem = Pumpe cykel, cykle hjem
Så det var lige dét, jeg gjorde. Her kan I følge med i, hvordan det gik

12,3 kilometer til destination: Af sti, afsted! Amager, here we come!

11,8 kilometer til destination: Det kører det her. Det kører.

11,0 kilometer til destination: Ok, måske er dækket lidt fladere end før.

10,5 kilometer til destination: Den er fandme tung at køre

10,1 kilometer til destination: Jeg skal jo faktisk stadig tisse… ret meget…

9,0 kilometer til destination: Indrømmer det. Er ikke blevet piftet af hemmelig kollega-fjende. Er punkteret.

8,8 kilometer til destination: Hvad gør en klog? *Fnis*, tisser i en krog… Nej, fokus Eline, fokus!

8,0 kilometer til destination: Plan! Cykler til cykel er totalt flad igen. Ringer så til taxa, der kan sørge for at cykel og jeg kommer ved hjem.

5,5 kilometer til destination: Bliver overhalet af pinligt gråhårede og senede mennesker på vej over sjællandsbroen. Cykel dør snart. Blære dør snart. Verdens dårligste plan.

4,0 kilometer til destination: Jeg tror, jeg kan, jeg tror, jeg kan, jeg tror, jeg kan…

3,0 kilometer til destination: Kan ikke mere. Kan ikke mere. Kan slet ikke. Mere.
Ender ude foran et vandrehjem. Cykel skriger. Blære skriger. Må hjem. Det kan kun gå for langsomt.
Hiver mobilen op af lommen, som beklagende proklamerer, at den gerne snart vil have strøm.
Er dog stadig tændt, så ringer fluks efter taxa.
*Bippe-di-dut*
Narret af løgnagtig telefon om at den stadig dur.
Ja, men kun på et sådan niveau, at den ikke kan det mest basale en telefon skal kunne;
Ringe.
Bevæger mig ind på vandrehjemmet.
Har ændret formål. (Nattevagtshjerne…)
Ønsker nu at pumpe cykel igen, og bliver sendt ud til en højtryksslange.
Som bare slet heller ikke dur.
Må ind igen.
Retter endnu engang på mit forvildede og svedige pandehår, løfter kækt i cykelhjelmen og bræger, at den der slange ikke dur.
Får nu stukket en gammel cykelpumpe i hånden. Den ligner mest af alt det aggregat, man ser i gamle tegnefilm til at sprænge bomber i luften med…
Og det gevind passer HELLER ikke til min cykel.
Til sidst lister jeg ind og mumler “tusind tak for hjælpen” og før jeg ved af det, har jeg løjet, og sagt at det lykkedes mig at pumpe cyklen…
Men hov! Så kan jeg jo ikke bede om at låne telefonen, så jeg kan ringe til en taxa!? For fanden!!

2,8 kilometer til destination: Ben noget utilfredse med at skulle gå. Cykeldæk flip-flopper rytmisk afsted på fortovet. Tænker ikke klart mere. Hjerne indhyllet i tis.
Sværger, at det er muligt.

1,0 kilometer til destination: Hvorfor lånte jeg egentlig ikke toilettet på vandrehjemmet??

0,3 kilometer til destination: Hej, hej vicevært. Nej, nej, jeg har virkelig ikke tid til at smalltalke om vejret nu. *Rasler febrilsk med nøglerne i min lomme* Ja, JA, det ER virkelig slået om – hov se, der er en solsort!

Hjemme. Sværger at jeg også kan svede tis på dette tidspunkt.
Herefter vel fremme ved destinationen; seng.
Falder i søvn så snart mit hoved rammer puden.

Glemmer at sætte telefonen til at oplade.
Den dør.
…
Vågner præcis syv minutter før jeg får gæster.
For føk sake, Eline!