Kilometer lange bryster

Jubiii! Tænkte jeg, da det gik op for mig, at det var slut med at være på SU.
Okay, det er lidt øv, at jeg ikke har et rigtigt job sådan lige med det samme, men TÆNK på, hvor meget mere jeg kommer til at få trillende ind på min livløse opsparing!
HURRA!

Jeg har gennem flere måneder gået og fantaseret om, hvad min første ikke-studerende-løn skulle bruges, og oh boy, mulighederne var mange!
Jeg så for mig:
Familiemiddage, hvor jeg ikke var nasseren, men giveren
Nye sko i alverdens afskygninger
Ture i Ikea, hvor jeg bare gik og pegede, og sagde “én af den, den og den og to af den”
Tøj, der ikke havde huller alle mulige mærkelige og af og til upassende steder
En tur til frisøren
og meget, meget andet…

Men for fanden, virkeligheden har indhentet mig – og jeg er ret sikker på, at alle mine “mange” penge er brugt inden jeg overhovedet har fået dem!
På hvad? Spørger du måske.
Jo, noget så kedeligt som

telefonkøer

Min måned som arbejdsløs, kan beskrives i et studie af telefonsvarer, hvor jeg har pendlet mellem a-kassen og job-centeret, og af og til har taget en detour til en arbejdsplads eller andet.
Tag for eksempel min sidste uges opkald:

A-kassen har den absolut mest pinagtige autosvare, der siger:
“Du har ringet til DSA, Danmarks Sundhedsfaglige A-kasse” eller noget i den dur.
Og det kunne såmænd være fint nok.
Hvis det ikke var fordi, at mand på svareren, kommer til at voldpifte dig ind i øret på samtlige s’er.
Det er altså ret mange s’er, skulle jeg hilse at sige.
Ventetiden går så med at høre 3 x to dut-toner, og så få at vide, at man stadig er nummer 5 i køen.
Her er musikken sparet væk, og når man når til nummer 1 lyder selv damen på den automatiske tæller en smule træt og lettet.
Når du så kommer igennem, får du at vide, at i dit tilfælde skal du også ringe til job-centeret.

I job-centeret er det lidt anderledes.
Her skal man først trykke 1, så 4 og endeligt 2 før de lader dig komme igennem til en kø.
Det hele er meget pædagogisk fx får man at vide, hvad deres hjemmeside (som man skal tjekke ugentligt) hedder…
Nåh, men her er der musik.
Sådan noget jazz-klaver noget, og hver gang den stopper for at sige, at alle deres linjer stadig er optagede, tror du, at det er fordi nogen tager røret. Men nej. Du er nummer 7 i køen.
Når du så kommer igennem får du at vide, at du skal ringe mellem klokken 13 og 14, for at få fat i din afdeling.

Når så DÉT er gjort, får du en SMS fra a-kassen, som stadig tror, at du skal til møde i morgen – og så tager du lige rumlen forfra.
Så tog jeg på apoteket for at købe insulin, og var helt høj over direkte menneskekontakt og ingen ringetoner, men ak.
“Vi kan ikke udlevere noget til dig. Dine recepter er udløbet. Du må få fat i din læge” Var konklusionen på apoteket.

Så her til formiddag skulle jeg så igennem til diabetescenteret. Jeg troede, at jeg qua min alenlange erfaring inden for telefonkøer, var godt rustet.
Men her spillede musikken på en sådan måde, at der bare manglede et enkelt måge-skrig, før jeg selv ville begynde at skrige – til gengæld fik du ikke noget nummer.
Det gav mig en naiv tro på, at LIGE OM LIDT måtte det da være min tur.
Men jeg ventede med havbrus og panfløjter i 16 minutter.
Præcis hvert tiende sekund sagde damen, at der stadig var optaget.
Bare hvis man nu skulle være langsom.
Eller tro, at man var til koncert.

Jeg har fået SÅ lange bryster.
Og ditto lange telefonregninger.
Og jeg mangler endnu ét opkald til jobcentret…