Bryster mig lidt mindre nu

Jeg er typen, der godt kan lide at bryste mig af, at jeg er helt utroligt lærenem.
Jeg dummer mig meget og ofte.
Men ÅH, når først jeg har begået en fejl én gang – så er det nok!
Så tager jeg ved lære, og gør det aldrig igen. Aldrig.

Det er sådan noget, jeg siger til mig selv, når jeg står og charmerer mig selv og mit spejlbillede.
Og det plejer at være ganske sandt…

I går havde jeg så mit første kejsersnit som jordemoder.
Det er absolut ingen hemmelighed, at jeg har et yderst anstrengt forhold til operationsstuen, som med sit skarpe lys, intense bip-lyde og mange ting man bestemt ikke må røre, appelerer til alt, der kan stresse mig.
Jeg er heller ikke sådan særligt god til at stå og stirre ned i nogens maveregion.
Helst prøver jeg diskret at fokusere på noget andet – men for Guds skyld ikke min puls eller mit åndedræt! – og tænker mig et andet sted hen, hvor sveden ikke snor sig ned ad min ryg, og hvor jeg står helt afslappet uden at låse i knæene…

Nåh, men det var jo det dér kejsersnit.
Det begyndte allerede skidt, da personalet insisterede på, at jeg skulle have grønt operationstøj på indenunder den sterile påklædning.
Det var jeg altså ikke blevet bedt om før.
Og jeg havde ikke tid til at klæde sådan rigtigt om, så jeg endte med at have det grønne tøj uden på min uniform.
Jeg behøver slet ingen grund til at svede ved et kejsersnit – så pludselig at være iklædt tre lag tøj var et klart startsignal til svedkirtlerne om at igangsætte højproduktionstilstanden sådan cirka tre et halvt sekund efter jeg trådte ind på operationsstuen.

Jeg havde husket min rookie-mistake fra mit første kejsersnit (læs her, hvis du ikke kan huske det http://sortpaahvidt.tumblr.com/post/21863869658/kejsersnit-og-kropsklaustrofobi).
Den der maske skulle i hvert fald ikke være ved at tage livet af mig igen.
Jeg bandt den derfor løst og nænsomt om mit lille svedplettede hoved.
Men ak.
Jeg var kun lige kommet ud til det øvrige personale, da fejltagelsen gik op for mig.
Udefra så det ellers ret tilforladeligt ud

Men sandheden var, at masken nu sad så løst, at den på én eller anden måde bevægede sig mere og mere op i mine øjne, når jeg blinkede.
Jeg havde givet mig selv omvendte sky-klapper på. Mit udsyn nedadtil var mere end bare begrænset – det var ikke-eksisterende!

Og da jeg havde sterile handske på, måtte jeg ikke rette på den – for så var jeg jo ikke steril mere!
We’re good, Eline, beroligede jeg mig selv.
Du skal jo alligevel ikke kigge på dine fødder, alt foregår jo ret højt oppe i forhold til hvor lav du er.
Når bare du ikke skal tage stilling noget der foregår under en højde af 1,40, så skal det nok gå…

Men så kom der en venlig operationssygeplejerske hen til mig.
“Nu skal jeg hjælpe med at lukke dig i ryggen” kvidrede hun.
“sådan! Så hvis du bare lige tager fat i snoren ved din hofte, så er du klar om lidt.”
Føk.
Kiggede ned.
Direkte i min maske.
Jeg kunne ikke se en skid.
Måtte gå til bekendelse.
“Ej… øhm. Undskyld, men det er mit første kejsersnit, og jeg har vist bundet min maske for løst…” begyndte jeg.
“Kan du ikke rette på min maske? Kære operationssygeplejerske, jeg er helt blind…”

Så nu ved jeg, at man ikke skal binde sin maske for stramt men absolut heller ikke for løst – men hvor mange af livets lektier mangler jeg så endnu at lære?
Og er det godt eller skidt, at der er mange, der siger, at de kan huske mig fra jeg var studerende?