Det, jeg egentlig ønsker mig

Hver gang der er en anledning til at jeg skulle ønske mig nogetsomhelst, sidder jeg med problemet.
Jeg VED ikke, hvad jeg ønsker mig.
Har ønsket mig tegneblokke et utal af gange.
Tuscher, blyanter og farver ligeså.
Jeg må være røvkedelig at give gaver…

Men det er kun fordi, at dét, jeg virkelig ønsker mig er volddyrt.
Eller.
Så vidt jeg ved, findes det vist ikke engang.
Endnu.
Men NÅR det gør, så vil jeg gerne ønske mig menneske-fjernbetjeningen!

Nej, ikke for at kunne sådan noget med at slå lyden fra folk eller få dem til at spise mad til de bliver tykkere end mig.
Nej, jeg vil bare gerne have friheden til at pause mine nærmestes liv, så der ikke sker NOGET af betydning, når jeg ikke kan være der!
Er det så galt?
Det er bare fordi, jeg HADER når jeg ikke kan være med til ALT.
Noget af det værste du kan udsætte mig for, er at invitere mig til to ting på samme tid – jeg går helt i mosaikstykker!
For hvad nu, hvis jeg gik glip af noget?

Se, med menneske-fjernbetjeningen ville det ikke betyde noget!
Så kunne jeg bare pause festerne alt efter, hvor jeg ikke var!
Ja, jeg har regnet den ud, det har jeg.

Og i bonus så kunne man jo lige optage alle de gange, en date siger noget mærkeligt – så har man jo virkelig mulighed for at analysere det med veninderne!
Måske jeg skulle have været opfinder i stedet for jordemoder?
Menneske-fjernbetjeningen, I’m telling you – it’s gonna be a thing!