Dengang jeg tog tingene meget bogstaveligt og alligevel meget lidt nært

Da jeg var barn… (ja, jeg nyder, lige at kunne bruge glosen endnu engang…)
Men altså, da jeg var barn, var der mange ting, jeg slet ikke kunne forstå, at folk var bange for.
Tag nu bare for eksempel varulve?
Hvad var den nu af?

Prøv lige at sige det højt engang:
Var-ulve.
Var-e-ulve.
Man kan da ikke være bange for en ulv med en indkøbsvogn, kan man?
Jeg prøver ikke engang at være sjov.
Jeg troede helt alvorligt, at en varulv var en ulv med varer.
Det var da bare en sød ulv, hvis du skulle spørge fra nogen!

Det er ironisk, at jeg er blevet vild med ord, for da jeg var lille, var de mest af alt grundlag for nogle meget mærkelige billeder i mit hoved.
Min mor sagde til en dame til min oldemors begravelse, at oldemor “døde mæt af dage”.
Det lød altså spøjst.
Havde hun spist en kalender eller sådan noget?
Don’t even get me started med alle de andre talemåder – fx at have fået stukket blår i øjnene!

Men min hjerne sugede dem til sig, ordene, sugede og sugede og fordi mine forældre altid talte til mig i øjenhøjde og forklarede og forklarede, når jeg spurgte, så endte jeg med at kunne lidt af hvert med de der ord.
Jeg vidste det bare ikke.
Faktisk blev jeg vildt provokeret, da jeg som tolv-årig bekendtgjorde overfor min korleder, at det “altså er demotiverende”, når det eneste vi fik som tak efter en optræden, var en sodavand – og skolen så aldrig ville skaffe en sukkerfri til mig, der har diabetes.
Jeg var allerede oppe i mit røde retfærdighedsfelt INDEN lærerens respons var:
“"Demotiverende”. Det var godt nok et flot ord at bruge!“

Nåh, men siden da er meget sket.
Jeg er blevet meget bedre til ikke at blive forvirret over ordene, meget bedre til at tegne mine egne billeder med dem.
Og derfor kommer det alligevel bag på mig, at når jeg tænker på på fredag, hvor Hospitalets julerevy går af stablen, så er jeg næsten tom for ord til at beskrive min nervøsitet.
Jeg har det sådan her;

Én eller anden har bundet en stor fed kællingeknude på min hals.
Nogen har suget ilten ud af luften.
Jeg drømmer, at når jeg åbner munden – dér på scenen – så kommer der ingen ord ud.
Ikke et eneste.

Så savner jeg alligevel dengang jeg tog det hele så bogstaveligt og alligevel meget lidt nært.

Dengang ville det eneste, jeg havde brugt energi på, villet være om der stod en cola light i sodavandskassen bag scenen…
At synge ordet "anus” foran halvandet hundrede mennesker ville jeg nok bare have forbundet med det der lakrids-noget.