Man havde da lov til at håbe, ikk’?

Da jeg i forgårs cyklede hjem fra min søster, hvirvlede mine ben derudaf.
Mand, jeg hvor gik det stærkt!
Vil tro, at jeg blot var en streg i luften!

Anyhow, da jeg nåede hjem, dampede jeg af sved og stolthed – var helt sikker på, at jeg havde slået en eller anden form for personlig rekord.
Og mens, jeg stod og skulle til at parkere cyklen, skete det så.
Min næse begyndte at løbe.

Personligt har jeg kun haft ægte næseblod to gange i mit liv:
1) dengang jeg i syvende klasse fik en håndbold tævet i hovedet
2) den første dag i Canada af uransagelige årsager
Deraf har jeg kunnet konkludere, at næseblod er karakteriseret ved, at det er helt umuligt, at snøfte tilbage. Det bare bliver ved og ved med at løbe.
Det var lige præcis det, der skete i forgårs ved siden af cyklen.
Shit, tænkte jeg Så skete det endelig. Jeg har presset mig selv til det yderste i en sådan grad, at jeg har givet mig selv blodtud! Gud nej, se mig, hvor sej er jeg lige?!
Så fjernede jeg hånden fra næsen for at besigtige skaden

Og så.
Nej. Nej, du har ikke fået blodtud. Du har bare slået én eller anden snot-rekord.
Tillykke.

Og så har min krop – uden mit samtykke – forsøgt at slå snot-rekorder lige siden.