Den dag jeg af uransagelige årsager havde tilmeldt mig et løb

Jeg ved, at nogle af jer må sidde derude og tænke, at denne solskinsdag ville være perfekt, hvis bare I vidste, hvordan mit løb – mit første nogensinde – gik i søndags.

Frygt ej, frelsen er her.

First thing first – som de kvikke af jer har regnet ud, så overlevede jeg.

Løbet blev skudt i gang søndag klokken 14, så som enhver engageret sportsmand, brugte jeg naturligvis lørdag på at blive ædru efter min alkoholindsvøbte fredag…
Jeg bandede mig selv og min kækhed langt væk en tusind gange, mens jeg gennemgik mine strategiske overvejelser:

1) Løbe hele vejen.

2) Gentage for dig selv, at “GANG er ikke en mulighed”.

3) Forhåbentligt overleve.

Søndag kom og jeg var spændt som en eksaminant. Var meget bekymret for at jeg ville skuffe mig selv, synes, at jeg var for langsom og pinlig – og måske bare udgå halvvejs.

Jeg satte mit ur til klokken ni.
Stod op og lavede morgenmad.
Satte røgalarmen i gang og fik tjekket reflekserne.
Pakkede tasken, og tog det obligatoriske præløbeselfie, som kan ses på min instagramprofil.

Klokken lidt over tolv ankom jeg til Frederiksberg Rådhus med bussen og måtte indse, at jeg var så befippet, at jeg nær havde glemt at checke ud.
Havde mest lyst til at hive en pose nødder frem og foregive, at jeg var der for at heppe.

Fandt løbe- og/eller drukbuddy. Vi kiggede lidt panisk på hinanden og diskuterede hvorvidt vi skulle følges. Løbebuddys ben er cirka halvanden gang mine beskedne dværglignende lemmer, så i første omgang syntes jeg, at det var ville være et ydmygende arrangement.
Men løbebuddy lovede, at hvis det blev for langsomt, så ville hun trække fra mig – og det ville vi begge have det fint med.

Lidt over ét manifesterede nervøsiteten sig som jeg kender den bedst. Jeg skulle tisse. Ikke sådan rigtigt, men så alligevel…
Jeg tog derfor opstilling i den kilometer lange kø. Tydeligvis ikke den eneste, der led af nervøs blære.

Og jeg ventede.
Ventede.
Ventede lidt mere.
Begyndte at blive stresset.
Ventede.
Opvarmingen startede snart.
Var rykket omkring to meter længere frem i køen.
Skulle jo ikke ægte tisse.
Forlod køen.

Efter en opvarmning, der allerede gjorde mig træt, forstod jeg så, at man lidt selv måtte vælge hvornår man skulle starte, og da min nervøse blære følte sig forsømt, returnerede jeg endnu engang til toiletkøen.
Her mødte jeg én af lægerne fra arbejdet.
Hun så overordentligt sporty ud.
Gjorde jeg også det?
Kunne man virkelig fake sig til den slags med et par stramme lycrabukser?
Time will tell.

Og så kaldte startfeltet.
Løbebuddy og jeg kastede musikken i ørerne – og jeg lavede en test på de crazy eyes jeg ville sende hende, hvis hun gjorde tegn på at ville gå.
Jeg siger jer, at jeg kan lave crazy eyes.

Så lød skuddet, og vi satte i gang.
Langsomt.
Vi overhalede kun folk, der gik – men vi kom da fremad.

Min første milepæl var sådan set bare at komme rundt om hjørnet, og det gjorde jeg.
Og stirrede pludseligt lige ind i øjnene på Lede Valby Bakke.
For føk sake.
Med menneskemængden foran mig, lignede den en mangefarvet slange, der tårnede sig op foran mig.
Tænk, hvis jeg allerede måtte stoppe nu.
Tænk, hvis jeg tumlede om og trillede ned ad bakken som en træstamme i et playstationspil.
Sendte et nervøst blik til løbebuddy.
Hun løb bare.
Så måtte jeg jo også bare løbe.

Da vi kom op på toppen stod nogle unge drenge og heppede helt vildt og på en sådan måde, at man både grinede og havde lyst til lige at lægge de femten sekunder til sin tid for at kunne give dem én på skrinet…
Men vi var oppe. Hurra!

Ned ad bakke.
Lækkert.

Men helt ærligt, jeg havde hørt, at der ville være skilte, så man kunne følge med i distancen.
Gloede nærmest manisk rundt.
Vi havde da løbet en kilometer nu, ikk’?
IKK’?
Pretty please.

Nåh, men mens jeg kiggede rundt, faldt jeg i staver over alt muligt. Pludselig bevægede benene sig bare. Fulgte det bølgende menneskemylder foran mig uden videre instrukser. Hjernen satte i det tomme frigear.

Gad vide, om min numse hopper lige så vildt som hendes foran?
Jeg er lige blevet overhalet af én på mindst tres.
Sikke meget grimt løbetøj der findes.
Det hér er et godt stykke popmusik.
Hov, der er mit spejlbillede.
Min numse er større og hopper vildere end hendes foran.
Hm.

Snart var vi ved en vandstation.
Var det ikke omkring halvvejs?
Krydsede fingre.

Da vi var omkring en kilometer fra mål (mit helt gratis gæt, for jeg fandt aldrig skiltene), begyndte løbebuddy at trække fra. Som hun bagefter fortalte:
“Jeg løb egentlig ikke hurtigere – jeg tog bare lidt længere skridt!”
Det føltes først lidt ensomt, men også helt okay.
Resten måtte jeg klare selv, og det gjorde jeg.

Da jeg kom til mål, hoppede mit hjerte helt febrilsk, men kommentatorerne opfordrede til at man satte i spurt – og pleasende som jeg jo er, gjorde jeg som de sagde.

Da jeg krydsede mållinjen, ville jeg gerne have kastet armene over hovedet i en heroisk gestus, men dels var jeg for træt og dels var jeg for optaget af, at få styr på mit hjerte.

Det pumpede derudaf. Hurtigere end nogensinde.
Tidligere har min maxpuls været 196 – nu rundede vi nok 200bpm.
Puha, ikke falde om i målfeltet, Eline.
Bare gå det væk.
Ja, sådan.
Så heldigvis løbebuddy, der var kommet i mål lidt før mig, og så kunne følges tilbage til frokost i det fri.

Vi gjorde det!
Ikke hurtigt, ikke pænt – men gjorde det.
Så er der “kun” triatlonet tilbage.

Wish me luck!