The return and defeat af Bæstet

Helt ærligt.

Den der løbetur i de græske bjerge slog mig lidt ud. Hvad var det dog, jeg havde meldt mig til? Triathlon? Hvem melder sig bare sådan LIIIGE til et triathlon?? Hvorfor havde jeg ikke tænkt mig om bare to gange (bare to dage), før jeg tilmeldte mig? 

Jeg har aldrig løbet, jeg sveder som et svin, når jeg cykler de tolv kilometer til arbejde og jeg får krampe i mavemusklerne efter fem sekunder i Planken.

Mine skuldre blev pludselig så tunge. Intet skulle der til for at slå mig ud af kurs. Jeg begik en kæmpe brøler ved at konsultere min badevægt, der tilsvarende brølede:

“DIN TYKSAK DU ER TYKKERE NU END NOGENSINDE DIN NUMSE ER PÅ STØRRELSE MED ET AFRIKANSK LAND OG HVIS DU FORTSÆTTER UDVIKLINGEN KAN DU SIKKERT SPILLE JULEMAND UDEN PUDER NOGEN SOM HELST STEDER TIL JUL – DU FÅR NOK OGSÅ DAMESKÆG!!!”

Det var jo lidt trist. Kunne ikke bilde mig ind, at jeg pludselig havde fået muskler, der svarede til vægtstigningen, dertil rystede og blævrede min hud lidt for meget.

Dagen efter knækkede mine nye øreringe, og det var lige før jeg begyndte græde snotdryppende ned på den krøllede kvittering.

Hvad skete der dog med mig? Hvorfor kunne jeg ikke bære noget? Hvor var min kampgejst blevet af?

Jeg tog et kig i spejlet, og dér sad grunden. Bæstet. Større end den har været længe og godt og grundigt plantet på mine skuldre. Man kan nok beskylde den for at være uopfindsom, men jeg skal love for, at den forstår, at få et budskab igennem:

Ikke sært at alting havde været svært at bære oven i Bæstet på det seneste.

Men så skete der heldigvis alligevel noget her til morgen. Jeg havde set Bæstet i øjnene, og jeg var træt af, at det var dén, der skulle være ovenpå og ikke mig. Hvis Bæstet kunne råbe “du kan ikke”, så skulle jeg vel vise den, at jeg kunne råbe “jeg kan!” endnu højere.

Vi tog en kamp på Amagers asfalt. 

Ét ben foran det andet. Jeg svedte, så man nok har kunnet følge et spor efter mig – og jeg løb så langsomt, at fitte gamle damer sikkert kunne spadsere ved siden af mig – men jeg stoppede ikke. 

Da jeg endelig var hjemme, spruttende og hvæsende efter vejret, viste pulsmåleren 195 slag i minuttet og en distance på 3,85 kilometer. Jeg sejrede! I januar kunne jeg løbe 500 meter før jeg måtte stoppe, og se så nu!

Uheldigvis mødte jeg så min vaskekælderven Anders, lige idet jeg skulle til at stikke nøglen i låsen. Anders er pensioneret og holder ofte til i vaskekælderens buksepresserum, hvor han titter frem, når han hører, at der kommer selskab. Han er et sludrechartol, og det er jeg også normalt, men ikke lige efter en match med Bæstet.

“Jamen, der har vi jo den vakse jordemoder!” erklærede han, da han så mig, stå der rystende og gispende i mit gennemsvedte løbetøj. Og så talte og talte og talte han ellers, og jeg nikkede og supplerede, det bedste jeg havde lært, indtil jeg lige pludselig kunne mærke, at mit hjerte og min hjerne skændtes højlydt om, hvem der skulle have blodet i min krop.

“Anders…” prustede jeg “… det… har været… hyggeligt. Men… NU… må jeg vist have… noget… vand!” og så vandrede Anders frisk op af trappen til tredje, mens jeg stavrede ind i køkkenet og placerede mit hoved mellem benene. 

Da hjerte og hjerne faldt til ro, og blodet atter strømmede frit rundt i min krop, øste jeg et kæmpe glas vand op til mig selv. Da jeg begav mig ind i stuen, fik jeg et glimt af mig selv i spejlet.

Bæstet var… ikke væk, men meget, meget mindre og væk fra mine skuldre og tilbage i det dybe, sorte hul i min mave som den plejer at bo i. Vi kommer uden tvivl til at mødes igen, men så håber jeg, at jeg vil huske, at det bedste jeg kan gøre, er at konfrontere den, så den ikke får lov at vokse.

Og hvis jeg kan – så kan du også.