DIY: fodamputation

Man tænker jo, at det er lidt sødt, at have en distræt kunstnerpersonlighed.
Eller.
Okay, lad mig omformulere:
jeg HÅBER, at der sidder bare nogle få derude, som synes, at det er sødt, have en lidt distræt kunstnerpersonlighed. Om ikke andre, så bare min familie, be’-be’?

For hånden på hjertet;
Personligt synes jeg mest, at det er anstrengende.
Den dér distræte side, der gør, at jeg sidder og bliver alt for optaget af en dum detalje på et kort.
Så optaget, at jeg glemte tid og sted.
Og da jeg så kom i tanke om tiden, var det med sveden perlende frem på panden at jeg indså, at jeg ikke bare var sent på den.
Jeg var ALT for sent på den.
Og hvis der er noget, jeg bare ikke gør, så er det at komme for sent.

Jeg hvirvlede mig ind i min jakke, surrede mig ind i mit halstørklæde og kastede mig ud af døren.
Cirka femogfyrre sekunder senere var jeg så tilbage, smækkede døren op, trampede gennem stuen og greb det forbandede kort, der havde forsinket mig i første omgang.
Så susede jeg gennem lejligheden igen og ud af døren.

Inden jeg slyngede mig op på cyklen registrerede jeg, at mit snørebånd var gået op.
Det måtte vente.
Jeg havde simpelthen bare ikke tid.

Jeg zigzaggede ned gennem villavejene.
Endnu hurtigere end dengang med snotten.
Opdagede, at snørebånd nu havde viklet sig rundt om pedalen.
Men havde simpelthen bare ikke tid til at gøre noget ved det.
Hvirvlede videre.

Nu begyndte det at stramme ret så meget om min ankel, men min hjerne sagde, at jeg bare skulle fortsætte, så det gjorde jeg.

Lige indtil, at jeg faktisk ikke kunne træde mere i pedalerne.
Fod føltes som om, at den var ved at skille sig fra resten af kroppen.
Resten af kroppen sad fast til cyklen.

Jeg havde faktisk formået, at fange mig selv på min pedal.

Det var et meget ynkeligt øjeblik, da jeg simpelthen måtte stoppe og det straks efter gik op for mig, at jeg ikke selv kunne komme fri fra min cykel.
Jeg kunne ganske enkelt ikke både stå op (fastsurret til cyklen) og nå min fod.

Til sidst kom der heldigvis en barmhjertig sjæl forbi og reddede mig fra mig selv og min fodamputation.
Hun må have troet, at jeg var tosset.
Hun endte i hvert fald med også at binde mit snørebånd for mig.

Og jeg kom for sent.