Forventningafstemning = alfa og omega

Var i byen i går.
Var jo nødt til at fejre, at bachelorbabyen nu står på egne ben helt frem til min absolut sidste eksamen i januar.

Som tidligere benævnt, er jeg ikke nogen dansemus.
Vil helst gøre alt muligt andet.
Spørger folk, siger jeg derfor altid pænt nej tak.
Men efter en smule indflydelse fra det dersens alkohol, får mine fødder pludselig en komplet anden holdning til de forbudte trin end jeg…

Pludselig står man så omgivet af rygge og/eller maver (en af flere ulemper ved at være to lorte høj) og vifter tilfældigt med armene, mens fødderne kører deres helt eget show…

Når først denne tilstand indtræffer, er det altid mere held end forstand, hvis fødderne ikke vælger at tvinge måsen til også at stifte nærmere bekendtskab med dansegulvet.