Min første grønlandsfødsel

Jordemoder på eventyr #4 Farvel, ankel! Farvel værdighed!

(Fortsat læs forrige del her – og helt fra start her)

Okay.
Jeg vil ikke sugarcoate nogetsomhelst.
At ankomme til Ilulissat, have to dages intro og derefter være eneste jordemoder i byen i seks dage… Det var sådan pænt hårdt.

Da vi nåede fredag i forrige uge, havde jeg derfor været afsted i ti dage og ikke haft en eneste reel fridag.
Jeg. Var. Bombet.
Hvis jeg havde fem minutter alene med en horisontal flade, kunne jeg falde i søvn. Folk blev ved med at spørge, hvad jeg havde set af byen – men sandheden var, at jeg kun lige kendte sygehuset og vejen tilbage til lejligheden. Jeg havde sgu mest nærstuderet indersiden af mine øjenlåg og engang i mellem spurgt mig selv hvad f* jeg lavede.

Så da det endelig blev fredag og ovenikøbet min friweekend, var jeg virkelig i mit es. Min jordemoderveninde, Mie, som lige nu er jordemoder i en nabo-by, Aasiaat, var desuden kommet for at besøge mig, og vi var ikke i tvivl:

Der skulle øl på tapetet.

Vi tog afsted til fredagsbar sammen med min nye sygeplejeskerveninde, AS, som ankom samme dag som mig – og derfor er lige så forvirret som jeg selv.

Vi smuttede ud i en taxa klokken 17.10 og da klokken var omkring 02.30, var vi næsten hjemme igen.
Jeg kan ikke nægte, at vi måske ikke var helt appelsinfrie. Én af os, måtte faktisk spørge de andre dagen efter, om vi havde taget en taxa hjem?
Én anden af os, kunne desværre godt huske, at vi ikke tog en taxa hjem… For undertegnede havde nemlig påduttet sig en særlig grønlandsk souvenir.

Der skete følgende:
Én foreslog taxa hjem.
Én anden sagde “vi går! det er lige så hurtigt!”
En tredje skulle tisse.

Næsten hjemme skulle vi ned ad en skråning.
Hende, der ville gå hjem, gik forrest og var næsten fremme ved vores hoveddør.
Hende, der ville have en taxa, gik i midten fire meter efter.
Hende, der skulle tisse (og havde brugt faciliteterne på et diskotek) gik bagerst – lige efter nummer to.

Jeg kan – af mærkværdige årsager – ikke helt redegøre for det næste der sker. Jeg hører hende bag mig falde. Måske griber jeg ud efter hende. Måske vender jeg mig hurtigt om. Måske gør jeg ingenting.
I hvert fald er det næste, der sker, at jeg bliver væltet af en glidende tackling og falder på en ikke-så-elegant måde.

Pludselig ligger jeg og kigger op på den sorte himmel.
Jeg kniber øjnene hårdt sammen, og så når mine forsinkede nerve-reaktioner min hjerne. Noget gør lidt pissemeget ondt.

Jeg vil gerne sige, at jeg tog det sådan helt roligt. Bed mig i læben og tog nogle dybe indåndninger.

Det gjorde jeg desværre ikke.
Jeg kom med ordkombinationer, jeg slet ikke vidste, jeg kendte:

image

Det brændte og dunkede i min højre fod.
Helt ærligt, det føltes som om jeg netop havde forsøgt og lykkedes med at vende den på vrangen.
Jeg tror, at hele opgangen (hvor alle mine kolleger bor!), måtte høre os komme hjem den nat. En råvild blandning af bandeord og grin.

Jeg blev parkeret i min seng med alt tøjet på, foden højt hævet og belagt med en pose frosne suppeurter.
“Du skal fandme bare være i orden på mandag!” Skændende jeg den højre fod
“Jeg nægter, at være hende den kiksede jordemoder, der ikke kan have fri én dag, før jeg slår mig selv halvt fordærvet i Grønlands natur (og alkohol)”
Mine forhåbninger var nu høje, for jeg vidste godt, at jeg er en pivskid af dimensioner. Noget havde jeg da lært, dengang jeg fik mine fingre en smule i klemme


Da mandag kom, håbede jeg derfor naivt helt frem til, at jeg begav mig ud i sneen, at jeg kunne camouflere min halten som en særpræget gangart.
Dét kunne jeg ikke.
Alle skulle bare se på mig et kvart sekund, før de omsorgsfuldt og fuld af bekymring udbrød:

“Nej, hvad ER der dog sket?”
og da jeg prøvede at affærdige opmærksomheden med, at jeg såmænd var faldet og slået foden en smule, kom det næste spørgsmål lynhurtigt:
“HVEM har set på dig? Har du fået røntgen?”
Her måtte jeg så krybe til korset og sige, at ingen havde set på mig, og at jeg faktisk bare var en kæmpe brøleabe, der ikke havde brækket noget.
Jeg måtte dog efter kort tid falde til patten og sige, at de tilbudte krykker måske ville være meget rare at have. Min fod dunkede voldsomt og så snart den kom i kontakt med jorden, fik den mig til at ligne én, havde trådt på noget meget klamt.
Jeg havde vistnok været lige lovligt optimistisk, da jeg gik over til sygehuset alene på et par Panodiler og Iprener. Krykker havde sgu nok været smartere.

Til frokost gik den ikke længere. Lægen insisterede på at kigge på mig, og røntgenbilleder skulle der også til.
Åh, jeg måtte virkelig revurdere, hvad The Walk of Shame egentlig betyder. Det kunne altså meget vel være definitionen på, når man er spritny medarbejder, der må humpe op og ned ad sygehusgangene – ja, vi er nogen, der forstår at gøre et godt førstehåndsindtryk…

Jeg prøvede at sige, at det var lige gyldigt – fuldkommen ligesom efter min fingeramputation havde min krop nemlig hverken gidet at give mig bare en smule hævelse eller så meget som et blåt mærke for min smerte.

Men nej. Røntgen (intet brækket), udleverede krykker og tape på foden skulle til.
Og så forrådte min krop mig fandme igen!
For da jeg tog mit støttebind af for at lægen kunne tape anklen ind, ja SÅ havde den føkme besluttet sig for at hæve op! Som en ciabattadej! Og farverne! Blå og lilla og gule tæer!

Hvorfor kom det nu? TRE føking dage senere? Normalt skal jeg kun kigge på et bordben, før min lilletå er blå?

“Jamen, den ER da blå og hævet!” Udbrød lægen.

Og jeg måtte se min værdighed såvel som troværdighed smuldre bort og bare kigge ned på min fod og tænke:

Damn you, fod. Er det her straffen for at sætte leveren en lille bitte smule på arbejde?

… Så ja, nu er der ikke nogen, der ikke ved, hvem den nye jordemoder er. Det er hende, den lille med de grønne krykker og den tykke fod, der går som om hun har brækket hoften og som ALLE ved ikke kan styre sin brandert.

FOR FØK SAKE!

Ved godt, at halvfjerds procent af alle der kommer herop, går og skvatter i sneen, men altså… Behøvede det virkelig at være det første, jeg gjorde?!


Hvis du vil vide mere om mine hverdagsgråtoner, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTRAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt 😉

2 kommentarer

  • Charlotte

    Hej her fra Sydgrønland! Pyh av av av sv.. Sikke dog en tur! God bedring!
    Har lige været turen igennem selv i september -mærker stadig min fod på den irriterende måde ! Gode råd hvis du vil ha dem:
    tjek hjemmesiden ud “forstuvet-ankel.dk”
    -Lyt til fyssen på sygehuset ifht øvelser og genoptræning 😳
    God bedring endnu engang

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sortpahvidt

      Åh, stakkels dig – håber virkelig ikke, at det også kommer til at tage så lang tid for mig…
      Tak for tips, meget brugbart!
      Og tak fordi du læser med 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min første grønlandsfødsel