Jordemoder på eventyr #12 et eventyr slutter

I dag er en mærkedag.
På flere måder.
Mens I sidder og læser det her, sidder jeg nemlig på et fly.

Formentligt med følelserne lidt uden på tøjet, med rygsækken fuld af forsyninger, hånden krampagtigt på armlænet og hovedet fuld af oplevelser.
Jeg har givet farvelkrammene. Jeg har vinket. Jeg har smilet. Jeg har nejet og bukket og sagt farvel.
Og lur mig, om jeg ikke også har grædt en smule.
Jeg er på vej hjem.
Jeg er i løbet af de tre og en halv måned som jordemoder i Grønland ikke bare blevet klogere på mig selv og mit fag – jeg er også blevet et år ældre.

I dag er nemlig min fødselsdag, og jeg bruger dagen på at krydse mange tusinder kilometer for at komme hjem til min familie.
Ganske passende egentligt, for da jeg blev født for syvogtyve år siden, lod jeg også vente på mig.
I dag regner jeg dog ikke med at arrivere 11 dage senere end forventet.
I dag er de eneste veer desuden, at jeg – for Gud ved hvilken gang – må sætte mig ind i et fly og ignorere mit evindelige tankemylder og bilde mig ind, at vi bare befinder os i en proppet bus på en gevaldigt bumlet grusvej.

Da jeg kom til Ilulissat i november, gik der en hel måned, før jeg begyndte at sove igennem om natten.
Først var jeg voldsomt ramt af jetlag og vågnede konsekvent klokken 04.23. Når jeg kom hjem fra en arbejdsom dag, var jeg mættet og udmattet af indtryk – og lige til at putte i seng klokken 18.30.
Tre nætter havde jeg mareridt om flystyrt – og en enkelt gang om et elevatorstyrt.
Man behøver vist ikke at være drømmetyder eller specielt dybsindig for at fornemme, at min underbevidsthed var utroligt bange for at falde til jorden med et brag.
Da jeg endelig stoppede med at drømme om ubehagelige dødsulykker, blev søvnløsheden overtaget af min overfølsomme ankel, der efter en lillebitte forstuvning, gav sig til at dunke og smerte om natten, hvor den skabte sig over noget så omsonst som at dynen hvilede på den.
Men efter en måned fandt både jeg og foden roen, og nætterne blev atter mine igen – med undtagelse af, når de blev de fødendes.
Jeg fandt mit ståsted som jordemoder i Grønland.
Min jordemoderautorisation burde faktisk udvides med adskillige linjer efter mit ophold i heroppe. På trods af at det kun er ukomplicerede gravide, fødende og barslende, der er visiteret til at føde i Ilulissat, er nogle komplikationer jo uforudsigelige – og jeg har virkelig haft min del af komplikationer, mens jeg har været afsted. Jeg fristes næsten til at sige, at jeg har stået med patologi op til begge albuer!

Jeg ville gerne have fortalt jer, hvad jeg så har lært af mit eventyr.
Hvad jeg ved nu, mens jeg sidder på flyet og sender bittersøde farvelvink og tanker afsted til Ilulissat, isbjergenes smukke mor, og alle de mennesker, jeg har mødt på min vej.
Dem, der forstod, dem, der grinte, der dansede og sang, dem, jeg lærte af og med.
Hvilke åbenbaringer, der er faldet ned i min hat og hvor meget klogere, jeg er blevet på mig selv, hvem jeg er, hvad jeg kan og hvor jeg skal hen.

– Men ligesom at alle gode brød har brug for tid til at hæve, for virkelig at opnå sit fulde potentiale – ligesådan har jeg brug for tid til at fordøje mit eventyr for at vide, hvad det faktisk har givet mig.

Lige nu føler jeg faktisk, at mit eventyr ikke har givet mig svar, men derimod spørgsmål.
De vigtigste deriblandt:

Hvordan kunne det tage mig syvogtyve år, at finde ud af, at jeg har en eventyrer boende i maven?

Og

Hvor skal vi så hen nu?

…

Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at det bliver med en barnlig stolthed, at jeg lander i Kastrup klokken 21.30
Jeg ved, at når jeg går mod ankomsthallen, vil jeg sende medfølende og opmuntrende tanker, til den usikre og nervøse person, der gik der for godt fire måneder siden.
Med en oppakning så stor som Falster, et hjerte i halsen og et løfte om, at når jeg næste gang satte mine fødder i lufthavnen, så ville jeg være et år ældre, en masse erfaringer rigere – og jeg ville sige til mig selv:

“Jeg gjorde det sgu!”
Og det gjorde jeg.

Tænk engang.
Hvem vidste, at tryghedsnarkomaner også kan flyve?

– Eline,
Eventyreren // Sortpahvidt
—

Vil du se billeder fra turen, så hop over på INSTAGRAM, vil du stalke så besøg FACEBOOK, vil du have mere af hverdagens gråtoner skal du finde Sortpaahvidt på SNAPCHAT og vil du vide så snart næste indlæg ruller ud i cyberspace så følg med på BLOGLOVIN

…

Og tak til alle jer for samtlige virtuelle high fives, brugbare råd, gakkede emojis, opmuntrende ord og glade tilråb på min rejse. De har været guld værd.