Når en jordemoder går

Det er vist ikke forbigået nogens opmærksomhed, at Rigshospitalets klinikchef, Morten Hedegaard, i sidste uge valgte ikke at forlænge sin stilling i protest mod evindelige nedskæringer og krav om at spare endnu to procent.

Det har heller ikke forbigået min.
Hele vejen herop i Grønland.

Jeg tager min hat – eller rettere skihue – af for Morten Hedegaard.
Jeg beundrer hans velformulerede og velargumenterede udtalelser i medierne og glædes over, at en person blandt ledelsen på landets fødegange tager bladet fra munden og siger fra.

Selv sidder jeg trods alt bare her.
Jeg er ikke gået, jeg er bare taget væk.
Under en fiks overskrift er jeg taget på eventyr til et andet land, en anden fødekultur for at udfordre mig selv fagligt og personligt.

Men man kunne også sige det mere kort og mindre fikst:
Jeg har trukket stikket.
Jeg tager mig en tænkepause.
For hvem er man som jordemoder, når man ikke kan rumme tanken om flere fødsler?

Jeg begyndte ellers entusiastisk nok.
Jeg blev uddannet i januar 2014, og når jeg så en gravid på gaden, fik jeg sommerfugle i maven. Glædede mig over alle de store øjeblikke i små familier, som jeg skulle få lov til at bevidne.
Jeg var glad og stolt over at kunne kalde mig jordemoder og så frem til dagens dont.
I august 2014 – da jeg havde været i arbejde i et halvt år – vidste jeg desværre, at en nedtælling var i gang:

Jeg skal ikke være jordemoder hele mit arbejdsliv.

Ikke sådan her. Ikke med så mange dage og nætter med pålagt overarbejde. Ikke med pludselig svimmelhed, der kommer og går. Ikke med tanken om, ikke at have tid, til at gøre mit arbejde med stolthed. Ikke med en lønseddel, der griner mig op i hovedet. Ikke med overdreven træthed og for lidt tid til dét, der tæller.
For lidt tid, til at være dén jeg er. Både på og uden for fødestuen.
Forbliver tingenes tilstand uændret, kommer jeg ikke til at være jordemoder, så længe som jeg gerne ville.

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen:

De besparelser vi har udsat svangreomsorgen for, gør jordemoderkundskab til et fag, jeg ikke bliver gammel i – men gammel af.
Man har fra politisk hånd gennem effektiviseringskrav og besparelser, formået, at få mig som jordemoder til at føle, at jeg udfører et ellers meningsfyldt arbejde på en absolut meningsløs måde. Hvis ikke det var så trist, ville det næsten være imponerende.

Nedtællingen tikker stadig. Jeg ved ikke, hvornår jeg rammer nul, og jeg gør en helt del for at udskyde tiden indtil dén dag.
Jeg er blandt andet taget herop for at få et pusterum.
Der masser af ting, jeg som jordemoder i Grønlands tredjestørste by IKKE har:
Jeg har ikke adgang til hjertelydskurver, den nyeste eller dyreste medicin eller et operationshold, der står klar på få minutter til at lave et akut kejsersnit.
Paradoksalt nok er jeg alligevel af den holdning, at gravide kvinder heroppe som udgangspunkt får tilbudt en jordemoderomsorg der er ligeværdig og måske endda bedre end de gravide i Danmark. Simpelthen fordi jeg som jordemoder har tid til den enkelte gravide.
Fordi tid til den gravide og fødende er reglen og ikke undtagelsen.

Jeg glæder mig ellers også til på et tidspunkt at skulle tilbage til mine mange standhaftige kolleger igen. At skulle ud til hjemmefødsler (som vi ikke har i Grønland). At man bare kan gå ud i medicinrummet for at hente lige dét, man har brug for.
At komme hjem med masser af erfaringer og stof til eftertanke i bagagen.
Men skal jeg høre én til politiker sige “tilførte midler” eller “faldende fødselstal“, så tror jeg, at må tage ud på Indlandsisen for at råbe mine frustrationer ud.

Jordemødre er et folkefærd med rigtig mange ildsjæle.
Mennesker, der brænder for deres fag, som strækker sig langt, er vidensbegærlige, hårdtarbejdende, engagerede og slidsomme. Jeg kender mange, der omtaler deres fag med stor kærlighed, men som alligevel har – eller har planer om – at forlade faget på grund af de forhold, der arbejdes under.
Én af mine kolleger kalder endda den sidste uge om måneden, for “opsigelses-ugen”, hvor vi må afvente, hvor mange, der går i denne måned.
Situationen er uholdbar.

Og derfor tikker min kedelige nedtælling. Jeg ved, at en dag når jeg bunden i mere end én forstand, og så må jeg gå.

Og jeg ved, at den dag jeg går, bliver det i stilhed.
Ingen journalist vil bede mig deltage i Debatten og Peter Qvortrup Geisling kommer ikke til at stå uden for min arbejdsplads og udtale sig til TV-Avisen.
Jeg kommer ikke til at rydde overskifter.
Jeg rydder bare mit skab.
Det ved jeg, for så mange fremragende jordemødre er gået før mig.

Jeg har set erfaringens guld blive hældt direkte i kloakken, når jordemødre med såvel tredive som to års erfaring forlader faget.
Hvis udviklingen fortsætter – hvor jeg med mine TRE års erfaring med jævne mellemrum er dén på vagt, der har arbejdet længst tid som jordemoder – så må jeg sige, at jeg er alvorligt bekymret for mit fags fremtid.

Kære Politiker.
Penge alene løser ikke svangreomsorgens problemer.
Men det gør evindelige besparelser heller ikke.

Vi har brug for at gøre noget nyt.
For jeg vil egentlig gerne være jordemoder mange år endnu.
Jeg tvivler bare på, at jeg kan.

….

Fortæl mig hvad du tænker lige her og følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt.
– og de fleste dage heldigvis langt mindre sort end i dag.