Det grønlandske bingobrøl

I sidste indlæg spurgte jeg, om der var noget I gerne ville høre mere om heroppe fra Grønland, og heldigvis var der flere af jer, der havde lyst til at byde ind.

Flere gav udtryk for, at være nysgerrige på det sociale heroppe, og derfor handler dagens blogindlæg, om netop dét.

Da jeg havde været i Ilulissat i tre uger, var det nemlig blevet tid for ét af årets helt store begivenheder:

LIONs CLUB JULE-BINGO

Og en stor del af sygehusets personale skulle deltage.
Selv bor jeg i en ejendom, der ligger lige over sygehuset og er så heldig, at sygeplejersken AS, som kom herop på samme tid med mig, bor på samme gang.
Vi har nydt godt af hinandens selskab, når nu vi begge på samme tid har stået i land, hvor vi ingen kendte og hvor en mørk vinteraften, virkelig kan være MEGET mørk helt alene.
Vi har stort set spist sammen hver aften og har talt om stort og småt og vurderet på en skala fra 1-10, hvor dum og forvirret man har følt sig på arbejdet den pågældende dag.

Vi har også set en del til de øvrige vikarer fra sygehuset, men ikke været sammen i en stor gruppe, som jeg kunne fornemme, at der skulle med til julebingo.

Jeg blev noget slemt skuffet:

Da vi kom op i hallen, hvor julebingoen skulle afholdes, sad alle fra sygehuset klemt sammen ved ét stort bord – og havde reserveret et bord ved siden af til os andre.
Det viste sig dog, at det i første omgang kun var mig og AS.
Vi satte os lidt slukøret ved det andet bord sammen med en ældre, grønlandsk kvinde og hendes familie – ingen af dem hørte til sygehuset.
På min mobil tikkede billeder ind på min SNAPCHAT fra mine kolleger i Danmark, der nu var til personalejulefrokost mange tusind kilometer væk. De fjollede og skålede og savnede mig.
Det slog mig, at selvom jeg var rejst ud i verden til et ganske ukendt sted, havde siddet alene i lufthavn og fly og havde været eneste jordemoder den første uge – så var det ikke før nu – i en sal propfyldt med 1200 mennesker – at jeg kom til at føle mig rigtig alene.

Ti minutter efter kom et par vikarer og satte sig ved vores bord, og jeg sagde til mig selv, at nu måtte jeg sgu tage mig sammen. At jeg skulle have en sjov og hyggelig aften.

Og SÅ gik det der Bingo igang og optog al min opmærksomhed.
Det var dybt imponerende hvordan en sportshal spakket med voksne og børn, kunne være så kollektivt optaget af en mands messende stemme. Man ville kunne høre en knappenål ramme gulvet.
Jeg var måske ikke kun rejst til Grønland.
Måske var jeg rejst frem i tiden, til en alder, hvor jeg gik dårligt (havde trods alt forstuvet foden) og gik åndssvagt meget op i  at få Bingo.

Egentlig var jeg mest med for det sociale, for hvad end det handler om mandelgaven, lotteri eller konkurrencerne på facebook, så vinder jeg aldrig en skid.
Jeg håbede nu alligevel at vinde en juleand, for stort set alle dagligvarer er utroligt dyre.

Præmierne var helt vilde:
Hovedpræmien var 75.000 kroner – kontant!
Men også de øvrige præmier var så man tabte næse og mund. Jeg nævner i flæng:
En riffel, fem kilo rejer, tusind kroners gavekort, borde/bænke-sæt, mini-sne-scootere, telte, en køkkenmaskine og to kilo østers.

Der skulle spilles ti spil og præmierne blev bedre for hvert spil.
Og nøj, jeg var elendig (hvis man kan være elendig til bingo?) De første mange spil, havde jeg knap nok sat to stempler på den samme plade, før én eller anden gjaldede “Bingo” et sted i hallen.
Bevares. Et par gang havde jeg da kun været FIRE tal fra at få bingo…

Men SÅ, i niende spil, da jeg ellers var lige ved at holde op med at høre efter, gik det op for mig, at jeg kun manglede TO numre for at få to rækker.
Jeg puffede til min gamle, grønlandske sidekvinde.
“Jeg mangler kun to tal! Syv og femten!”
Efter otte spil, hvor vi havde sendt hinanden skuldertræk og hovedrysten, når vi ikke havde fået bingo, var damen blevet min nye bingo-veninde. Om hun ville det eller ej.

Ikke længe efter lød:

“SYV”

i højtalerne og jeg kunne praktisk talt mærke min egen puls i tindingerne.
Hysterisk hviske/råbte jeg udover bordet:

“Jeg mangler kun ÉT tal. FEEEMTEEN!”

Og var klar til at blive inderligt skuffet.
Tænk, at man kunne blive så grebet af bingo?
Jeg havde nok syntes, at jeg var ret irriterende, hvis jeg havde siddet til bords med mig selv.

Men så skete der det, der ellers kun sker i film – for det næste jeg høre var:

“FEMTEN”

Og jeg satte mit livs mest ukoordinerede stempel på en bingo-plade og ud af min mund kom et spytte-spruttende brøl, som sjældent er hørt mage:

Jeg var så overstadig over mit eget held, at jeg blev helt forvirret, da personalet kom for at tjekke min plade, at jeg nær havde givet dem hånden i stedet for.
Og min forvirring var først total da jeg så min præmie:
En kæmpestor Kenwood køkkenmaskine med to skåle, tre greb og en blender – alt sammen pakket i en papkasse så stor, at jeg umuligt kunne slæbe den hjem et dysfunktionelt ben!

---

Da jeg gik i seng den aften, sendte jeg et billede af mit nyvundne vidunder til mine kolleger og følte mig på én eller anden måde en lille bitte smule mindre alene.
Køkkenmaskinen var så stor, at den godt kunne gå for en ny beboer.

Hvad skal vi kalde hende?

---

Hvis du vil høre mere om hverdagens gråtoner i Grønland, så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt

Og har du spørgsmål, forespørgsler eller kommentarer – så kom frit frem!