"Hvorfor blev du jordemoder?" del 2

Har fundet min maxpuls. Den er 583.

Faste læsere ved, hvordan jeg har det med tid.
Og ved, hvordan jeg altid trives med at have god tid. Rigtig god tid.
Lige på dét punkt, kan I måske huske, at jeg havde en lille svipser i sidste uge.
I hvert fald; jeg lovede mig selv, at noget lignende aldrig skulle ske igen.

Fredag er min faste dag i jordemoderkonsultationen.
Det giver et dejligt afbræk fra fødegangen, der er ikke noget akut – men heller ikke nogen uniform. Jeg lever relativt afklaret med, at jeg én dag om ugen, ikke kan cykle på arbejde i joggingbukser, lycra og sports-BH. Men rent faktisk er nødt til at stå op og se en smule civiliseret ud.

Nåh, men sidste fredag afspadserede jeg, og glædede mig i går aftes til at skulle møde “mine” gravide i dag. Alene tanken om at have en lidt “normal” arbejdsdag, gjorde mig glad.
At kunne sætte uret til klokken 7 (har jeg dagvagt på fødegangen hedder den 5.20), stå op, gå i bad, klæde sig på, (måske endda sætte håret!), spise morgenmad og cykle på arbejde.
Selvtilfreds satte jeg alarmen på mobilen, stak den ind under hovedpuden og puttede mig godt og grundigt ned i de bløde dyner. Aaaah…

Vågnede desværre tidligt i morges og skulle tisse. Trissede ud på toilettet. Havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke ville tjekke uret, men når nu jeg alligevel var oppe, kiggede jeg på displayet på min insulinpumpe.
5.20
Tusind tak, krop! Når jeg for engang skyld ikke er nødt til at slæbe mig selv ud af sengen på et ukristeligt tidspunkt, så vil du lige pludselig gerne op alligevel, hva’?
Var lige ved at tjekke de obligatoriske sociale medier på mobilen, da jeg returnerede til sengen. Men i den gode søvns ånd undlod jeg at finde telefonen frem. Jeg havde ingen anelse om i HVOR høj grad det havde betydning for den gode søvns ånd!

Vågner sidenhen ved at vejarbejdet er gået i gang uden for mit vindue.
Bliver sgu lidt sur.
Før klokken syv – det er altså liiige, at stramme den. Vender mig om på siden.
Tilbage på den anden side.
De har da aldrig været i gang så tidligt før?
Skal sikkert også op lige om lidt.
Jeg stikker hånden ind under hovepuden for at tjekke klokken på mobilen.
Fisker telefonen frem.
Trykker på lås-op.
Ingenting sker.
Igen.
Ingenting.

Her går det op for mig:
Telefonen er død. Den er død. HVAD ER KLOKKEN??!
Hiver insulinpumpen frem.
Allerede inden jeg har fundet den, messer jeg:
Shitshitshitshit. Det sker ikke. Ikke for mig. Shitshitshitteshit!
Får fat i pumpen.
Please, lad den være 7.30. Please, please, please. Bare 7.30
Trykker på knappen, der lyser displayet op:
09.10
FUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUCK! OG FUCKERFUCK!!

Mens jeg fuckmessende hopper ud af sengen, slår realiteterne mig nådesløst i ansigt og mellemgulv:

1: Den første gravide kom(mer) klokken 08.40!
2: Jeg skulle være mødt 08.30
3: Min telefon er løbet tør for strøm
4: Ingen kan få fat på mig
5: INGEN!!
6: Bor jo alene og er diabetiker
7: Må have følgende besked ud: AFBLÆS INTERPOL – JEG LEVER!

Løber halvnøgen rundt i lejligheden for at finde opladeren.
Sådanhererjegikke. Deterjegaltsåikke. HvadfandenskerdigfordigEline??
Får mobilen i stik.
Vil stadig ikke tænde.
Har for lidt strøm.
Begynder først at finde tøj frem, men får så øje på mig selv i spejlet:
Mit hår er så fedtet, at det ligner brunt spaghetti.
Løber decideret ind under bruseren og lader døren stå åben, så jeg kan høre, hvis de mange bekymrede opkald pludselig begynder at gå igennem.

Ender med at stå nøgen med en småvåd mobil i hånden og ringe til min chef.
Kroppen har i chok nærmest fortrængt opkald, men det gik vist nogenlunde sådan her:

“Hej, det er jordemoder Eline. Undskyldundskyldundskyld. Erikkedød. Telefonendød. Ligevågnetfucketifuck. Kommersimpelthensåhurtigtjegkan. Erderomomomomomfemtenminutter! ÅÅÅÅndskyld!”

Klokken 09.39 entrerede jeg venteværelset, der var fyldt med gravide.
De kiggede på mig med de der øjne:
Hende den svedende vil jeg sgu ikke ind til / Er det dig, jeg har ventet fyrre minutter på? / Man kan se, at hun er den type / Hun har sikkert også huller i strømpebukserne
Eller også undrede de sig bare over, at én eller anden tilsyneladende havde sendt en manisk person på arbejde.

Helt ærligt; kan man få dumhed på dåse?
Jeg har tilsyneladende drukket en hel ramme på det sidste…

Andre end mig, der dummer sig? Mere end gennemsnittet? Hvor køber man kvajekage henne? Det er tydeligvis dét, min månedsløn kommer til at blive brugt på. Kun dét.

Vil du joine dummeklubben – eller bare frydes over ikke at være en del af den – kan du finde bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Hvorfor blev du jordemoder?" del 2