Klæder skaber folk

Okay.
Så på Hospitalet hvor jeg arbejder, har vi en udfordring.
Eller.
Vi har flere udfordringer, så tillad mig at præcisere, hvilket jeg tænker på;

Vi har simpelthen ikke uniformer nok.

Jeg har tidligere prøvet, at der manglede bukser i min størrelse.
Herregud, det overlevede jeg nok – jeg tog bare en anden buksemodel, og så gik det nok.
Det viste sig dog, at disse bukser besad en lynlås i skridtet, der var næsten en kilometer lang.
Allerhelst ville bukserne sidde over navlen. Gjorde numsen kæmpestor.
Men det var nu ikke dét, der gjorde, at jeg boykottede dem.
Det viste sig nemlig ydermere, at kilometerlynlåsen var mere end upålidelig.
I en travl vagt, hvor jeg nåede to fødsler – begge komplicerede på en måde, så stuen var fyldt med meget personale – opdagede jeg nemlig, at lynlåsen helst ville være åben (læs, gik op, hvis du ikke ligefrem stod og hev i den hele tiden).
Og vi taler altså HELT åben.
Så man nærmest kunne se mig fra navlen til… ja… traktordækket og hver en millimeter af mine trusser…
Behøver jeg at sige, at man ikke har tid til at stå og hive i sine bukser, mens man griber et barn?

Jeg tog et valg.
Lynlåsbukser på arbejdet?
Never more.

Nåh, men da jeg så skulle på nattevagt i nat, gik jeg i uniformsdepotet.
Og det var GABENDE tomt.
Hylde efter hylde kiggede beklagende tilbage på mig og mit forbavsede blik.
Jeg endte med at måtte opgive både plan B, C og D.
Jeg endte derfor med at iklæde mig en busseronne (som nok bare er lidt for busset til mig…) og et par bukser (de mindste) i størrelse XXL.

Man siger, at klæder skaber folk.
Jeg er tilbøjelig til at sige, at hvis det er rigtigt, ville jeg aldrig lukke mig selv ind på min fødestue.
Jeg lignede, noget der var løgn.
Bukserne en halv omgang for store i livet og et halvt ben for lange i længden.
Man kunne ikke, hvor meget man end prøvede, få mig til at se mere mærkelig og deform ud.

Troede jeg.
For så skulle jeg tilbringe hele natten på en stue, med en kvinde, der var MRSA-positiv.
Det betyder, at hun var i isolation og alt personale skulle bære hue, maske, visir, overtrækskittel og have handsker på HELE tiden.
Således brugte jeg det meste af natten på at vimse rundt på tolv kvadratmeter som en udefinerbar og svedende gul og grønlig klat.

Man siger, at klæder skaber folk.
Så sørg da for filan for, – når man ikke skal være IsolationsLone – at man ligner én, der rent faktisk hører til på hospitalet.
Og ikke én, der har tøjet på fra før hun deltog i Livet er Fedt.
Eller bare en blotter…