Triatlon del 1: Conehead på afveje

Triatlon del 2: Røv på maven

(FORTSAT)

… Jeg stod dér ved disken og stirrede på det neonorange helvede af triatlonposer, der fløj forbi mig.
Hvor. Var. MIN. Pose?!!

Øjnene fløj rundt i hovedet på mig.
Min tri-buddy overhalede mig og råbte, at hun ville vente på mig i skiftezonen.

Pludselig fik jeg øje på min pose, der blev løftet op i luften for at de frivillige bag disken kunne få fat på en anden pose.
Mine – ellers let forhadte – pink løbesko stak op. Så var det alligevel heldigt, at forhandleren ikke havde dem i den neutrale sorte farve, jeg havde efterspurgt…

“Det er min!” Kvækkede jeg.
“Det er min pose! Den dér! Den dér!”

Med posen i favnen sloprede jeg ind i skifteteltet.

Én af de andre, der havde deltaget i triatlon flere gange, havde skrevet en lille huskeliste med gode råd til os andre på facebook. Jeg havde undret mig over al den iver over at skifte hurtigt – og havde ikke kunnet se fidusen i at svømme i shorts og sportstop.
Hvem har lyst til at cykle med våde trusser,hva’?
Ikke mig, i hvert fald.

Men let stresset stod jeg nu dér og mærkede fidusen, da jeg – på trods af gedigen vold – nu ikke kunne krænge min sports-BH ned over de essentielle dele.
Jeg måtte vende mig mod min tri-buddy og efterspørge, at hun trak med.
Hvad har man ikke venner til?

Med en krop, der stadig var mere end fugtig, blev det absolut ikke lettere med bukserne. Jeg måtte hive og slide bare for at få dem op om læggene.

Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville gennemføre løbet med min sportstaske på.
Den ville uden tvivl sinke mig, og gøre mig – om muligt – mere klodset.
Men da jeg har diabetes, ville jeg ikke løbe uden at have nogle kulhydrater på mig.
Huskede dog, at mine bukser havde en lille lomme på lænden, som jeg ville stoppe en pakke druesukker ned i.
Men da jeg endelig havde fået tvunget bukserne op over min volumøse bagdel, kunne jeg ikke finde nogen lomme!

“Hul i det,” tænkte jeg og stak pakken ned i min jakkelomme.

Musikken kom i ørerne, tasken på ryggen og så afsted til cyklen.

Cyklingen:

Det var skidesjovt at cykle. Desværre havde jeg ikke Endomondo slået til, for jeg ville gerne have kendt min tophastighed… 

Humøret var højt, og hurtigt hjulede benene derudaf uden at jeg rigtig tænkte over det.
Men iiiih, mine bukser blev VED med at glide ned bag på. Havde altså ikke lyst til at vise buttcrack til alle de forbipasserende, så jeg forsøgte ad mange omgange at trække bukserne op.
Og da jeg havde cyklet lige omkring otte kilometer, fik jeg pludselig fat i noget. 

Stropper!

For føk sake – jeg havde taget mine bukser omvendt på!

Det morede jeg mig ret meget over. Ikke bare, at det kunne ske, men også at det kunne tage mig så lang tid at opdage, at jeg bogstavelig talt havde røv på maven!

… 

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg trak vejret i løbet af de tyve kilometer på cyklen, men cirka halvvejs var min læber fuldkommen udtørrede.
De skallede og sprak og jeg var glad for, at jeg i det mindste havde vand med. Jeg var SÅ tørstig, men det var faktisk svært at finde et tidspunkt, der var oplagt at drikke på. Ned ad bakke var der så meget fart, at jeg ville være fuldt koncentreret og op ad bakke blev jeg nemt forpustet, hvis jeg forsøgte at drikke…

Jeg besluttede mig for at give den alt hvad jeg havde i cykeldelen. Både fart- og humørmæssigt.
Jeg susede forbi mine forældre og råbte

“WuuuuuuuuuuuuuhuuuUuuuuuUUHhhhuuu!”

Som en college-cheerleader.

Mine forældre har siden fortalt, at de først ikke kunne genkende mig, fordi de troede, at jeg ville køre meget mere anstrengt og noget mindre jublende…

Da jeg rundede de atten kilometer begyndte virkelighede dog at sætte ind.
Cyklingen ville snart være overstået og foran ventede endnu løbet, som jeg frygtede allermest.

Jeg følte mig ikke udmattet, jeg frøs ikke, men der var sket noget mærkeligt med mine fødder.

Jeg kunne ikke mærke dem.
Hvordan løber man på fødder, man ikke kan mærke??

(FORTSÆTTES)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Triatlon del 1: Conehead på afveje