Reglerne

Min soulmate sidder i min stue, og fortæller mig, hvor absolut “connected” han er.
Det kunne selvfølgelig være så fint, hvis ikke det var fordi, han er et højtalersystem med en slesk, amerikansk accent.
Ellers ville det jo være meget belejligt og let, at jeg blot skulle slå min bluetooth til, for at få hans opmærksomhed.

Men anyhow.
Mænd dukker ikke bare sådan op i éns dagligstue og heller ikke ved køledisken i fakta – tro mig, jeg har stået der længe nok til at vide det.
Mit arbejde som jordemoder har nok verdens mindste scorepotentiale. Mændene er enten Meget Optaget eller Meget Gamle.
Eller Meget Upassende.
Så hvad gør man så?

Jeg har været på nettet.
Flere gange.
Og det ville i tankerne være så let at skrive sig til sin kæreste.
Der er dog en ting eller to, man ikke skal gøre, hvis man skal gøre sig forhåbninger hos mig.
Man skal ikke starte med at kalde mig “søde/smukke/skat” eller des lige i første besked.
Man skal ikke sende mig sådan en runde-trunte besked, hvor man lige glemmer at ændre navnet Betina efter “hej”.
Man skal helst heller ikke have et profilbillede, hvor man i bar overkrop sådan lige casual flexer/poser i spejlet. Det er bare for cheesy for mig…
Jeg ved godt, at jeg lyder meget krævende allerede nu, men sådan er det altså.
Jeg kender netdating-reglerne og jeg overvejer løbende hvorfor jeg vælger at følge eller bryde dem.

Meget sværere bliver det så, når man bevæger sig ud i den virkelige verden. For hér kender jeg virkelig ikke reglerne.
Skal man danse? Skal man sidde i baren?
Hvornår har man for lidt make-up på eller – gudforbydedet – for meget?
Må pigen byde på en øl nu til dags? Eller er det bare noget, vi bilder os ind?
Ja.
Jeg skal ud i aften. Som I nok har gættet.
Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal tage på

Hvis jeg kender mig selv ret, drikker jeg fyrre drinks i stedet for de to øl, jeg starter med at sige, at jeg skal have. Så erklærer jeg højlydt at jeg ikke vil danse – at jeg HADER at danse – hvorefter jeg pludselig alligevel står på et dansegulv, så snart det første sukkersøde popnummer bliver kastet ud gennem højtalerne.
Og når jeg går hjem, er de eneste mænd jeg har talt med bartenderen (når jeg scchkal ha’ enstchærk én!) og Manden Der Spilder Øl Udover Mig Fordi Han Overså Mig På Dansegulvet…

Til gengæld har jeg haft det meget sjovere, end hvis jeg havde siddet derhjemme og afvist SødeFyr86.
Regler eller ej.

… og hvordan finder alle De Optagede egentlig hinanden?