Lumre læger

*Undertitel*
“Sådan bestiller du IKKE en epiduralblokade”

Jeg prøver altid at udmærke mig som kollega ved at variere de ting, som man ellers siger ganske rutinemæssigt. Bare så tingene ikke bliver for kedelige.

Er jeg lidt off beat, kan jeg desværre godt komme til at sige “skubbadub” eller sådan noget bare for at markere at jeg er tilstede ved navneopråb. Men ellers er det nu oftest bare hyggeligt.

Forleden nat skulle jeg så bestille en epiduralblokade og ringe til anæstesi-lægen.
I stedet for at sige “Vi har brug for dig til en epiduralblokade på stue 4”, siger jeg hellere noget i stil med “Jeg har en kvinde på stue 4 der smaddergodt kunne tænke sig at få en epiduralblokade af dig – så bliver vi så glade”

Men denne gang røg jeg altså temmeligt off beat.
Telefonen skrattede, da der blev svaret i den anden ende, og lige som jeg troede, at den var gået ud, kom stemmen igennem:

“…silæge, hallo?”

Fordi jeg var ved at lægge røret, kom jeg til bare at sige

“Du taler med jordemoder Eline fra fødegangen. Jeg kunne godt tænke mig et besøg af dig på stue 8”

“… Altså, mig, specifikt?” Lød det tøvende i den nu skrattefrie ende af telefonen

“Nej, eller, bare én eller anden anæstesilæge…”

“…”

“…til at lægge en epiduralblokade, du ved…”

“Nåh, så der ER altså en patient involveret! HøhøHØ!”

Sjældent har jeg været så stille, som mens vi lagde epiduralen på stue 8.
Lumre læger, altså!