Voksen-ligaen

Det dér med at blive voksen, er jo ikke sådan noget der sker fra dag til dag.
Det er ikke sådan, at man en dag vågner op med smørskjuler i køleren eller pletfjerner i skabet.
Egentligt helt modsat ungdommen, hvor man en dag vågner op med en bums i panden og ved, at nu er det sket.
Bye bye, babyhud – halløj akne og togskinner!

Men altså, voksen-ligaen kommer krybende og kravlede og er – ligesom hår på benene – ikke noget der bare går væk, fordi man ignorerer det. Man må frem med kniven for at få resultater.
Men hvorfor skulle man dog egentlig det? Er det så forfærdeligt at lukke og slukke for teenageårenes trummerum og skrive pyntepuder og ovnfaste fade på sin ønskeseddel?

Spørger du mig, er svaret nej.
Mine forældre fejrede 100 års fødselsdag i lørdags. Jeg var hjemme klokken 04.30 med højt humør, ømme fødder og sprød stemme.
Jeg siger bare, at hvis jeg, når jeg er halvtreds år, kan samle alle mine venner og arrangere en så gennemført fest og samtidig danse hele natten – så er der da intet at kimse over!
Det eneste man med alderen tilsyneladende går glip af, er at tørre/kaste bræk op og trøste folk, der ikke ved, hvorfor de græder.

Hvis man vil, kan man stadig danse med øl på hovedet og borde i munden (set ved selvsyn – min far er virkelig i en liga for sig selv!)

Så helt ærligt, voksen-ligaen er jo hvad man gør den til. Jeg tror, jeg vil hylde den lidt mere.
Så må man jo bare tage med, at man af og til kommer hjem fra ikea og det mest ophidsende man har købt er en vandforstøver. Og man er helt oppe og køre.