Men jeg gjorde det ikke

I går var jeg træt.
I dag er jeg død.
Ej, den slags må man jo selvfølgelig ikke engang sige for sjov – men altså, jeg er ved at blive en amøbemasse!
Tanken om igen at skulle op klokken lidt i fire i morgen, får mine ansigtsfurer til at ligne grand canyon.

Jeg er så smadret, at jeg var ikke engang orkede at gå i mit agressive tempo fra hospitalet til stationen.
Så jeg missede toget.
Så træt, at jeg ikke engang orkede at lytte til min larmende popmusik, havde lyst til at tysse på folk, der talte for højt, kom til at spise en hel pose macadamianødder, så jeg på mere end én måde gav mig selv kvalme.

Så træt, at jeg lidt havde lyst til bare at vræle FOR HELVEDE, RÅB DOG LIDT HØJERE! da kunden efter mig brølede:
DE HER ER ALTSÅ IKKE MINE! og hysterisk viftede med mine libressebind foran den alenlange kø i fakta. Plejer ellers at være fuldkommen kyssekold i den retning, men var for træt.
Havde lyst til bare at forlade butikken, skide hul i brølende damer og menstruationsbind og måske vende tilbage til tørrede blade eller sådan noget.