Fortællingen om den krævende Kamelia

Da min mormor og morfar første gang besøgte min lejlighed, havde de en fin indflyttergave med til mig: en lille kamelia.
Siden da er flere planter kommet til (og endnu flere gået til) her i min lejlighed.
Kameliaen står dog endnu.
Der er blot eet problem.

Dengang jeg fik den, havde den store, hvide blomster og masser af knopper.
Knopper har den siden haft masser af, men blomster… Ja, dem kniber det lidt med.
Jeg har derfor gjort det til min blomstermission at knække kamelia-koden.
Jeg har prøvet det hele:
Mere vand, mindre vand
Mere lys, mindre lys
Udenfor, indenfor
Gødning og søde ord

Og så skete det sidste år, at tre fine knopper voksede frem.
Som i et eventyr gjorde jeg mig nu ekstra umage. Prøvede at passe planten PRÆCIS som jeg havde gjort, da knopperne kom frem.
Men ak.
Første dag jeg kom hjem lå, klask, den første knop på jorden.
Den havde sikkert fået det for koldt alligevel, så nu røg den ind i stuen.
Næste dag jeg kom hjem lå, klask, anden knop nu på jorden.
Nu var det alvor, der var kun een enkelt knop tilbage, og den skulle edderfløjtemig blive på grenen!

Jeg købte vandforstøver og gik på nettet og vandede pligtskyldigt hver dag og hvad ved jeg.
Den lille knop begyndte at skyde, små hvide blade tittede nu ud til mig, og jeg klappede i mine små tykke hænder.
Men… Så en dag en uge efter, sad jeg og en veninde og fik et glas vin, da vi hørte et umiskendeligt *klask* fra stuegulvet og mens veninden mystificeret spurgte hvad det mon var? så vidste jeg det – det var den allersidste ÅNDSSVAGE kameliaknop.
Siden da har jeg båret bittert nag til den besværlige kamelia og opgivet alt om blomster.

… Og så var det, at jeg tog afsted til Canada, og overlod ansvaret for lejlighed og planter til mine forældre.
Og da jeg kom hjem, blomstrede den troløse kamelia naturligvis!
Hvad havde mine forældre gjort?
Tja, de havde da bare givet den vand.
Mere var der ligesom ikke tænkt over det.

I dag ville jeg så vise lidt omsorg for planten, der har været forvist til altanen igennem det sidste stykke tid.
Der er jo efterhånden koldt om morgenen, så jeg tog den ind, så jeg kunne beundre den lidt.
… Og halvanden time efter, da jeg ville stille den ud igen, havde den selvfølgelig tabt hovedet.
Lige ned på stuegulvet.

Nu hedder det altanen på ubestemt tid.