Gammelklog på den bombastiske måde

I går var jeg til housewarming hos en gammel folkeskolekammerat og hans kæreste.

Det er sjovt med gamle venner, der har kendt én helt tilbage fra dengang man var den heldige indehaver af togskinner, diddle-penalhus og i seks glorværdige måneder var blandt klassens højeste piger.
Åh ja, gamle venner.

Det var faktisk ikke engang før jeg i dag kom hjem til mine forældre, at jeg blev mindet om, at vi i en periode faktisk ikke var venner.
SLET ikke venner.

Jeg skal ikke kunne sige, hvornår det vendte, men faktum er, at jeg for et par år siden fandt en gammel notesbog, hvori jeg havde skrevet små ‘gode’ råd til mig selv.
Jeg har vel været ti/elleve år, så flere af disse uundværlige gode råd, var i kategorien ‘lad være med at græde, når du bliver sur’.

Jeg kan faktisk stadig se mig selv for mig.
Siddende dér på loftet i lyset fra en standerlampe og med notesbogen i skødet og grifle med kuglepennen

Og der i bogen, har jeg så engang med min fine, koncentrerede håndskrift skrevet:

“DU SKAL IKKE LYTTE TIL ALT, HVAD FOLK SIGER.
SLET IKKE TIL [folkeskolekammerats navn], DEN IDIOT.”
Kan ikke regne ud, hvordan idiot-prædikatet forsvandt, men må blot konkludere, at jeg en dag skiftede mening.
Personligt hører jeg dog stadig til gruppen ‘små piger, store meninger’. Gammelklog på den bombastiske måde.