Der skal nok gå cirka fem tusinde år

Det handler om at køre bil.
Igen.
Jeg tror ikke, at det er noget, jeg kommer til at gøre mere.
Hvorfor? Spørger du.
Jo, altså…

…mine forældre har været ude at rejse de sidste to uger, og i den anledning har jeg været hus-, kat- og bilpasser.
Det er jo ikke fordi, jeg har kørt København flad eller noget, men har dog alligevel klemt mig tiere ind på førersædet i de fjorten dage, end jeg normalt gør på et år.
Og jeg har lavet de obligatoriske “kan-ikke-finde-bak-gear”- og “hov-der-var-vist-gult”-fejl.
Men okay, jeg har taget det cool.
Ikke noget med panisk stemmeføring og forvoldelse af kobling og gearkasse.
Og jeg kunne mærke, at når jeg tænkte på at sætte mig bag rattet, steg min puls kun til hundredeogsyvogtredive og ikke længere til tohundredeogti…

Men så i går var sidste køre-prøvelse i denne omgang:
Hente forældre i lufthavnen.
Jeg bliver altid ekstra pirrelig, når jeg kører med mine forældre (min far skal helst sidde bagved og bare tie stille) for de vil det jo så godt, men gør mig bare mere nervøs med deres råd og kommentarer…
Nåh, men det gik såmænd fint.
Bevares, der var måske et gult lys, hvor jeg valgte speeder i stedet for bremse og en udkørsel af rundkørsel, der ikke var heeeelt pæn, men alligevel.

Da vi næsten var hjemme, nåede stemningen i bilen nærmest ekstatiske højder.
Der var klapsalver og forhelligende ord om at jeg jo SAGTENS kan køre bil, kørte så fint så fint og at jeg jo ganske enkelt bare havde køre-komplekser og så videre og så videre.

Men så kommer vi til det allersidste sving (et venstre-sving i et trafikeret kryds) inden vi er fremme.
Og en modkørende bilist som skulle lige ud, lægger an til at tage den over for meget gult, men skifter mening i sidste øjeblik, og så ender jeg med at gå i stå i andet gear.
Fuldkommen midt i krydset.
De får de grønt i modsatte retning og mens nogen i bilen råber DU ER I ANDET GEAR og en anden DU ER GÅET I STÅ og jeg kan høre min gamle kørelærer brøle HVAD FANDEN SKER DER FOR DIG, ELINE??! og alt muligt andet, føler jeg det som hele verden er vidne til hvad der må være historiens mest ubelejlige mental meltdown…
Og jeg drejer på nøglebundter og gearstænger og tæsker løs på pedalerne i FULDstændig vilkårlig rækkefølge.
Det må være de længste sekunder i mit liv, hvor biler må krænge sig uden om mig, før vores bil med et forskrækket sæt kommer i gang og vi kommer hjem.

Aldrig er en bil blevet forladt i så intens stilhed.
Lige nu tror jeg aldrig, at jeg hopper ind på sindssygesædet igen…
Som i aldrig.