“Du skal da bare sige noget!”

Var hos tandlægen i dag.
Som den glade forhenværende indehaver af togskinner, har jeg nemlig et stykke ståltråd siddende bag mine fortænder, som ved særlige lejligheder har det med at løsrive sig for at få sit eget liv.
Hvilket gør mit liv – med måltider og samtaler – noget besværligt…
Og så må vi en tur til tandlægen for at få sat skik på mundtøjet.

Men åh, det der tandlægenoget.
Jeg er ikke så god til det.
Kender ikke etiketten.
Er generelt meget snakkesalig, så bliver altid i tvivl om, hvornår jeg skal holde kæft og åbne munden.
Gør altid én eller begge dele for sent.
Og i dag fandt jeg så ud af, at nogle tandlæger slet ikke finder det nødvendigt, at man stopper med at snakke.
Som om man kan lade være med det, når det føles som de er ved at stikke alt inventar fra rummet ned i svælget på dig, mens de langsomt men sikkert fylder din mundhule med vand?
Nogle gange bliver jeg i hvert fald i tvivl, om jeg er til tandlægen eller frivilligt er gået med til noget kinesisk vandtortur?

Men tandlægen i dag var mægtigt sød.
Hun forstod ligesom bare ikke, at jeg føler mig ret åndssvag, når jeg bliver nødsaget til at smalltalke, når samtlige personer tilstede (med undtagelse af mig selv) står med deres hænder i min mund?
Jeg mener bare; prøv lige at sige “Amagerbrogade”, mens du har to sterainlys og en opvaskesvamp i kæften – så ved du nogenlunde, hvor udfordret jeg var!
Når jeg åbner munden, foretrækker jeg ligesom bare at være stille, og koncentrere mig om at synke badebassinet uden at blive kvalt.
Vil ikke være besværlig – vil bare have det overstået.

Men ok, der er måske noget, man godt kan påpege…