For en eller anden dag måtte det jo ske

Det er blevet forår.
Udover eksaminer betyder dette et skift i vejret, hvilket igen betyder et skift i min lejlighed.
For gennem hele vinteren er døren ind til soveværelset lukket fordi der er skidekoldt derinde og jeg vil gerne have det lidt mindre skidekoldt inde i stuen.
For at være helt ærlig, går der nogen gange ret lang tid mellem at jeg overhovedet gider at rulle gardinet op i soveværelset. Det får ligesom bare lov til at leve sit eget udhængte liv derinde.

Men… Nu er det blevet forår og sådan som vejret var i går, var det faktisk bedst at åbne op til alle rummene og få frisk luft til at cirkulere.
Så vupti, alle gardiner op og væk, alle vinduer på klem og lyden af fuglesang fløj ind.

Og så var det at jeg gjorde noget, som jeg vidste en dag måtte ske, men som jeg forventede at karma ville vente med at udsætte mig for til en dag, hvor jeg måske var lidt for kæphøj.
Men nej, det skulle da selvfølgelig ske i går, hvor min hjerne var fyldt op med eksamen.
Så altså, jeg stod ved mit skab ude i gangen, hvor mine kjoler hænger og blev lidt ubeslutsom, og så var det jeg tænkte ‘hul i det, jeg prøver sgu da bare et par stykker…’
Og ja, så var det ligesom, at jeg var ret så upassende afklædt, da det gik op for mig at den blinde vinkel i gangen jo slet ikke var blind mere.
For fra gangen stod døren til soveværelset HELT åbent og det var gardinet også.
Og jeg bor jo forresten i stuen.
Og som om det ikke var nok, har vi stilladsarbejde i ejendommen overfor.
Jeg ved ikke, hvem der er mest traumatiseret.
Har ikke turdet spørge.